51 / 310
44
T il Skolens frisindede Lærere hørte ogsaa Carl Michelsen, et ska rp
sindigt Hoved, hvis Undervisning i F ra n s k va r i høj Grad stimule
rende. Han var ofte sa tirisk i sine Udtalelser, og mod dem, der havde
vanskeligt ved at følge med, ikke altid blid. Han vakte sine Elevers
Sans for Sprogbehandling — han va r en Pu rist, som omhyggelig gik
i Breschen fo r det danske Sprogs Renhed, og han paaviste de a lm in
delige Oversættelsers Mangler — især paa Theatret: Notar bør være
Sagfører, Maire Borgmester. Jeg lærte af ham, hvorledes man burde
oversætte, og atter og atter, naar jeg har omplantet fremmede Bøger
til Dansk, ha r jeg ihukommet Carl Michelsens Vejledning om Spro
gets rette Brug.
Han havde været Medlem af Literaturselskabet i 1871, fortalte
undertiden Smaatræk fra de bevægede Aar i 70erne og skrev paa min
Opfordring en lille A rtike l i „Studenterbladet“ 1896 paa 25 Aars Da
gen fo r Georg B randes’ første Universitetsforelæsning. Han kunde
være overordentlig stædig og paastaaelig, naar han havde faaet en
Idé — f. Ex. hævdede han altid, skønt selv Medlem af Studentersam
fundet, at man burde være bleven i den gamle Studenterforening ved
Holmens Kanal og dér erobret Magten. I denne Opfattelse mødtes han
med Viggo Hørup.
Carl Michelsen blev m in Ven langt udover Skoledagene. Som Stu
dent læste jeg F ra n s k med ham i hans H jem i H. C. Andersensgade
— han sparede sig sandelig ikke i sin Kamp for Udkommet. Han var
en Mand med kraftige Meninger, med Lune og Spot — hvor rimeligt,
at en Revolutionsskribent og Pam fletist som Pau l-Lou is Courier blev
hans Helt.
Han giftede sig paany efter sin første Hustrus Død, og jeg tror,
hans senere Leveaar bragte ham betryggede Forhold.
E n Dag, da v i skulde have Fransktim e, g ik Døren til Klassevæ
relset op med stort Rabalder og ind traadte Sophus Schandorph, der
i hastigt Tempo udraabte: „Kand idat Michelsen er syg. I skal ha’
m ig!“
Hele K lassen skælvede, th i v i vidste, at Schandorph var beryg
tet for Strenghed. Han tog ogsaa voldsomt fat. Da en af mine Kam
merater, Ch ristian Olsen, Søn af T ivo lid irektø ren og Museumslederen
Bernhard Olsen og som Læ rling omkommet ved D rukn ing paa At
lanterhavet, umotiveret gav sig til at skoggerle, langede Schandorph
ham en saadan Lussing , at han faldt ned af Bænken. Men i sin Vrede
blandede Schandorph dog ogsaa Prøver paa sin kendte grovkornede
Skæmt, naar han fortalte om Italienernes Ugenerthed paa Gader og
Stræder — da kunde han erindre om en frodig Renæssanceskribent
som Rabelais.
Schandorph blev kun et Meteor — han forsvandt atter fra vore
F ransktim e r og snart ogsaa fra Skolen — jeg saa omtrent samtidig
O laf Poulsen ka rrike re ham som en af Jou rnalisterne i Edvard B ran
des’ Skuespil „Gyngende G rund“ . Han ofrede sig fremtidig kun for
sit Forfatterskab. Senere i Livet lærte jeg ham godt at kende.