53 / 310
46
Laboratoriet'orstander og Gæringsfysiolog. Han var rigtig Typen paa
et glad Studenterforenings- og Sangforeningsmedlem, fyldt til Ran
den ¡med Anekdoter og Fortæ llinger. Han kunde ruske op i en søvnig
K lasse og ogsaa slaa en proper Næve, naar han blev vred, eller naar
der var En i Klassen, som prøvede paa at være lige saa vittig som
han selv.
A f Historielærere havde v i en lang Række.
Fø rst Axel Sørensen,
Studentersangforeningens H istoriograf, senere Overlærer ved Metro-
politanskolen, en sympatetisk Mand, der i sin Undervisning atter og
atter dvælede ved Sorgen over 1864. Mit Bekendtskab med ham va
rede ligetil hans Død. Dernæst K a rl Teisen, senere Rektor i Kolding
og Skoledirektør i Kjøbenhavn. Han vakte m in Kærlighed til Faget,
anerkendte m in Ive r og blev dybt skuffet, da jeg ved en Aarsexamen
ikke fik saa smuk en Karakter, som han havde ventet.
Hans Efterfølger blev Professor Johannes Steenstrup — det var
før han udnævntes til Professor Rostgardianus ved Universitet. Han
levede til sit 90de Aar, da som den eneste tilbageværende a f h in t
Lærerpersonale. Paa os unge Mennesker gjorde han In d try k ved sin
nervøse Ive r for at faa os til at forstaa O ldtids-H istoriens store Per
sonligheder.
Langt mere i Detailler g ik cand. mag. Gerhard Hornemann, den
senere Land sa rk iva r, der mere var anlagt for Lærergærningen. Men
jeg tro r ikke , det In d try k han fik af Klassen, var rigtig tiltalende.
V i var paa det T idspunk t saa voxne, at v i vilde tiltales med De
af nye Lærere, medens Hornemann uvægerlig sagde Du til os.
Saa besluttede de særlig fornærmede Elementer at demonstrere
og begyndte i en af Hornemanns T im e r at henvende sig hø jlyd t til
hinanden med De. Han mærkede Hensigten, blev dog ikke forstemt,
men lo af den ungdommelige Ærgærrighed, som han med Glæde gav
efter for. Han blev en dygtig og virksom A rkivm and , med hvem jeg
senere i Livet ofte kom i Berøring.
M in sidste Historielærer — til A rtium — blev H. C. A. Lund , den
kendte Studenterforeningsfører, en Mand, hvis hele L iv blev bestemt
af 1864, da han havde deltaget i Krigen, og af hans Begejstring for
F ra n k rig og Napoleon I II .
Han var fanatisk Estrupper og Befæstningsven og havde i Stu
denterforeningen, hvis H istorie ind til 1870 han har skrevet, baade
som ledende Senior og senere været en heftig Modstander af de unge
radikale, der 1882 stiftede Studentersamfundet. Han kæmpede som
ingen anden under Devisen „Gud, Konge og Fædreland“ , og ved et
af de stormende Optrin i Studenterforeningen, da de to Partie r tør
nede mod hinanden, havde han opfordret sine Meningsfæller — „alle
kongetro Mænd“ — til at rydde Salen.
Som H istorielæ rer holdt han sig paa det jævne — til Bogens Ord,
kom atter og atter tilbage til 1864 og „de 20,000 Mand og han selv“ ,
der skulde have reddet os. Han var godlidende velvillig , men vi