47
kunde nok lide at d rille ham lidt, — kaldte ham — med Hentydning
til hans Moustache og F ip — „48, 49, 50“ eller med Omskrivning af
hans tre Fo rnavne : „Hosea“ . En spurgte ham, om Peter Nansen ned
stammede fra Borgmester Hans Nansen? „Mine Herrer, mine Her
rer“ , svarede han i sit sædvanlige Staccato, „Peter Nansen er en ung
Forfatter, der ha r udgivet nogle meget moderne Noveller „Unge Men
nesker“ , en Sønnesøn af M. L . Nathanson — der er intet Slægtskab
med Borgmesteren fra F rede rik d. 3dies T id .“
En anden Gang va r Carl Ploug paa Tapetet. „Jeg taler aldrig
Po litik med mine Elever. Men
det
maa jeg dog fortælle: Paa et Væl
germøde i Svendborg advarede en Venstretaler imod Ploug, idet han
paastod, han nedstammede fra h in Sorte-Ploug, der havde myrdet
E rik Emune.“
Med den A rt Smaatræk yndede Lund at krydre sin Undervisning.
Jeg var en iv rig E lev og han var tilfreds med mine Præstationer, blev
derfor ked af, at jeg ved A rtium forvexlede K a rl X og K a rl IX af
F rankrig , saa jeg ik ke fik helt ug.
Jeg saa senere H. C. A. Lund nu og da i Studenterforeningen, men
han yndede mig ikke, efter at han var bleven k la r over mine Sym
patier. Da jeg i m it Rusaar foretrak Christoffer Hages Foredrag om
Rigsretten i Studentersamfundet fremfor det traditionelle Rusgilde i
Studenterforeningen, sagde han til Bekendte af mig, at det var utro
ligt, at „en ung Mand kunde være saa fanatisk“ . Jeg vexlede et en
kelt Brev med ham, men holdt mig ellers paa Afstand. Han blev —
som mangeaarig Lærer ved Officersskolen — senere titulær Profes
sor og giftede sig i en frem rykket Alder. Jeg har hørt en psykologisk
Fo rklaring paa dette hans sene Giftermaal, vistnok med en Ungdoms
veninde. Han havde været sammen med Redaktør B ierring h in Aften,
da denne pludselig døde, og faaet et betagende Ind tryk af denne
Mands ensomme Bortgang og af hans triste Hjem, hvor ingen paa
rørende var til Stede. Og han ønskede da at ende sine Dage mindre
forladt.
Lund blev i po litisk Henseende en hvid Fanatiker, og han til
hørte en Kreds, som var mig inderlig imod. Tiden havde indhentet
ham, den gamle Studenterselvglæde var bristet, Punschen blevet sur,
og han følte sig paa Kant med Tilværelsen. Dette maatte naturnød
vendigt indv irke paa hans Undervisning.
Religiøse Spørgsmaal debatteredes sjælden mellem os i Klassen.
Dog husker jeg, at flere af mine Kammerater var forargede over, at
jeg erklærede, absolut ikke at tro paa Djævelens Existens. Kun en
enkelt Gang forekom D rille rie r over, at jeg var Jøde. Og selve dette
Problem: m in jød iske Herkomst optog mig i ringe Grad. De jødiske
Skikke overholdtes kun ganske svagt i mit Hjem efter min ortodoxe
Farmoders Død. I Synagogen førtes jeg hen ganske enkelte Gange
inden m in Konfirmation. Rabbiner David Simonsens Konfirmations
forberedelse, der fandt Sted i hans Bolig paa Højbroplads Søndag Fo r