44 / 310
37
sang af fulde Lunger Marseillaisen til Æ re for Franskmændene, der
smilende vinkede til os.
Da mine Theaterinteresser blev brændende, klippede jeg ved
Sæsonens Begyndelse i September Det kgl. Theaters Aften-Program
mer med Personliste ud af „Nationaltidende“ og klæbede dem op paa
Laagestolpen til Jacobsens Forargelse; hen rev dem strax ned. I det
hele ærgrede v i ham dygtigt — v i havde givet ham Øgenavnet „ F la
germusen“ — et Dyr, der hver Aften sværmede omkring Gaardens
Længer. Han kunde blive aldeles rasende over vore Paafund, og be
skyldte altid Fætter Axel fo r at være Ophavsmanden til vore slem
me Streger.
M in Fader sagde altid, at han ikke sov nogen Nat rolig af F rygt
for Ildebrand. Gaarden va r straatækket, Karlene røg Tobak, skønt
der var fuldtproppet med Hø og Ko rn i Høstens Tid. Ofte kom der
strengt Uvejr, jeg husker den Dag i Dag et P a r — et ved Aften, hvor
Lynet saas flammende blaat mellem Stue- og Vognlængen, et andet
ved Dag, da m in Fader ju s t kom gaaende over Marken fra Dampe
ren. Men heldigvis blev v i forskaanet fo r Ildebrand. Selv den Nat, da
V illaen V is-å-V is brændte i den sidste Sommer, 1885, v i boede paa
Skjoldgaarden, undgik vi, at Gnister tændte i Straataget. Men dette
skyldtes udelukkende m in Faders Agtpaagivenhed, idet han fik nogle
F o lk til med vaade K lude at dække Stuehusets udsatte Tag. E jeren
saa apatisk til.
Fø rst da v i var fraflyttet, brændte den gamle Skjoldgaard en
V interaften i 1887, omtrent samtidig med, at gamle Jacobsen døde.
Gaarden blev bygget fin t op, brændte forøvrigt vist paany, men lig
ger nu fornyet i et stort V illakva rte r, der ligesom Traverbanen har
rejst sig paa dens Jorder.
Billedet af Charlottenlund vilde være ufuldkomment, h v is de
katolske Præster og Lærere glemtes. Det store St. Andreas Kollegium
og K irke paa O rdruphøj dominerede Landskabet, og rund t om paa
Veje saas de sortklædte Prælattyper altid i iv rig Samtale, i Reglen
paa tysk. Jeg nærede barn lig F ryg t for disse alvorsfulde asketiske
Skikkelser, langt senere lærte jeg ved Studentersamfundets D iskus
sioner saadanne Mænd som Pater Esser og Pater Breitung at kende
og maatte beundre deres brændende Sans for Tidens videnskabelige
Problemer.
Uadskillelig fra Jagtvejen var Grosserer Moses Melchior. Han
boede med sin ligeledes ugifte Søster Henriette paa Teglgaarden, der
laa et godt Stykke inde paa Marken mellem Jagtvejen og Skovshoved
og ejedes af Proprietær Jacobsen, en Fætter til Manden paa Skjold
gaarden. Langt borte kunde man kende Melchior paa hans ejendom
melige Gang — han ligesom sank ned i Knæene. Han var en sjæ l
den elskelig Personlighed, og m in Fader, der jo havde kendt ham fra
ung i Firmaet Moses og Søn G. Melchior, satte overordentlig P ris paa
ham. En uegennyttig, humant tænkende, godgørende Mand af en