109 / 179
99
dog vover at tilskrive Dem disse Linier, i det stolte
Haab at hans Navn maaske turde være Dem bekiendt?
Jeg søger Stavangers Sognekald, og jeg ønskede at
vinde Deres Høyvelbaarenheds formaaende Understøti
telse for min Ansøgning.
Maaske er det Haab, som giør mig dristig til dette
Skridt, Forfængelighed — I saa Fald have mine Lands*
mænd — ved for kierlig Yndest — bragt mig bag Ly*
set; men er jeg derimod saa lykkelig ogsaa at kunne
tælle Deres Høyvelbaarenhed blandt de Normænd, der
kiende og ynde mig som national Digter; saa ville deres
eget udmerkede Talent og det Søsterskab, som der er
mellem Veltalenhed og Digtekunst vorde mine Tals*
mænd hos Dem.
Vist er det at jeg vilde ansee det som en ikke liden
Tilvext i min Lykke, om jeg kunde — i nogen Deel —
skylde den Mand som jeg længe har beundret som
et sieldent Hoved, og høyt agtet som den gode Sags
varme og fyndige Talsmand.
Jeg er med den dybeste Høyagtelse
Deres Høyvelbaarenheds
ydmyge Tiener
Jens Zetlitz
S. T. Hr. C. Colbiørnsen.
[Kgl. Bibi. Kjbhvn.]
Wigedahls Præstegaard d. 3dje Januari 1804.
Underrettet, ved Brev fra Professor Rahbek, om at
De naadige Herre fremdeles beærer mig med Deres
gode Formeninger og Beskyttelse, vover jeg, ved disse
Linjer til Deres gieldende Understøttelse, den Ansøg*
ning jeg indgiver om Stavangers Sognekald.
I et Embede, som vilde løse mig fra trykkende Næ*
ringssorger, og aabne mig Udsigt til engang at komme
ud af Gieid, der dagligen byrder paa min Aands Mun*
terhed, skulde — haaber jeg — Muserne atter smile mod