106 / 179
96
O g for dit Hæ ld, og for dit Væ rd dertil, dig hade;
O g Daaren som, at sløse Livet hen,
Opofrer G u ld og A g t og D y d og Ven,
O g den — fordi en Q vinde — større Daare,
Som, menende din ædle Barm at saare,
I Svelget stvrter sig, det du advarer mod,
O g frygtsom for at menes klog og god,
V il hede ryggesløs, fast hændes Hierte
Biefalder bankende hvad din Tilskuer lærte,
De — D o g hvortil i Dag deslige Tin g
Fast det var Vennehaand der Bægret slog omkring,
Saa blev dog Vinen spildt — og det var ilde,
O g nødig jeg formørker glade Gilde.
I Dag jeg tænker dig aldeles lykkelig;
D in BryllupssDag i dag jeg tænker mig
O g hædrer den, saa godt jeg kand paa Landet;
Fra den sølvklare Bek jeg henter munter Vandet;
Jeg plukker selv af spæde RibssTrær Bær,
Som mindre sur, ey mindre liflig er
End Spaniens C itro n ; saa jeg bønfalder
Ven Evan, som med blid Magie fremkalder
En Ranke druerig, et gavmildt SukkersRør,
O g — en, to, tre! en herlig Pons mig giør;
O g ! at den dobbelt liflig mig maae smage,
Elisa Bollen skal, og Døttre Glasset tage
De leyre sig om mig, som i den snevre Kreds
Er, mer end Jordens Konger vel tilfreds,
Jeg kroner Glasset, mindes egne Glæder,
O g om din Bryllups=Færd jeg til Elisa qvæder.
Paa en Øe, som Sielland heder,
Ligger en befæstet Stad,
H v o r man klamres, grunder, sveder,
For at lyve: Man er glad.
Læg kun Merke til dens N a v n :
Staden heder Kiøbenhavn —
D id maae drage hver den Synder,
Som i sin T id præke vil.
Ja, hvis Lykken sig ey skynder,
Maae jeg nok engang dertil.
Fast der i mit Litanie
Staaer: Fra Kiøbenhavn os frie
D o g jeg gav m in hele Tærte — l)
For at være der i Q væ l,
T h i en G u t med ædlet Hierte,
9 N B en lille Spilkom PonS, en Bergenisme.