107 / 179
97
O g hvis Aand du kiender vel,
Rahbek lyder Hiertets Bud
H a n i Q væ l sig tar en Brud —
Hænde, som med ham vil deele
Daarers Spot og Ondes Had,
En af disse Søster^Siele
Skabt at giøre Gode glad,
Hænde gad jeg gierne see
I hans Arme blussende —
M o r! det faaer jeg ikke skue !
Vel! med D ig jeg klinke v il:
Stadigsskiøn, som Dydens Lue
Brænde deres Elskovs I l d !
Fader«Glæde, ModersFryd
Vorde Bakkehusets Pryd.
Lye d. 6te Augusti 1798.
Jens Zetlitz.
P. S. A t dit spedlemmede Brev af 17 Julii dette
A . var mig
uendeligen kierkommet, det vil du ikke
drage i Tvivl— var det end ikke Venskab — Sielden*
heden af dine Breve maatte giøre dem kiere. Naarjeg
siger at jeg har læst dit Brev oftere og stedse med stb
gende Fornøyelse, saa er det den bogstaveligste Sand?
hed — jeg skulde fristes til at ligne dine Breve med et
svært mathematisk Problem — man forsøger at opløse
det, men kommer ikke rigtig af dermed, men man er
bleven noget bekiendt, man arbeyder om igien, og om«
sider opløser man det ganske, og da er Glæden fuld*
kommen — man indseer Problemets Dybsindighed, og
man faaer Anledning til at complimentere sin egen —
vist nok er det at læse dine Breve, sær naar man saa
sielden seer din Haand, Labor, men saa er og her an*
vendeligt: Labor ipse Voluptas.
Tak — mit hele Hiertes varme Tak! for Indbydeb
sen til Bakkehuset. Jeg skulde være en Fiende af mig
selv, hvis -jeg — om Nødvendigheden fordrer mig mere
ned til Kiøbenhavn — ikke benyttede mig deraf, da
jeg er fuldeligen overtydet om at du ikke menede at
sige mig en tom Høflighed, og tiltroer dig den fra alt
Venskab uadskillelige, Oprigtighed, at visemig Døren
hvis jeg kom dig til sand Uleylighed —
7 — . Fra Det norske Selskabs kreds.