103 / 179
93
Selskabsvise.
I fordums T id det herligt var
Et Rige at regiere,
T h i den som Diademet bar,
N ø d nesten Gudoms Ære,
Ja skiønt med Blod han Love skrev,
De dog som gode priste blev.
Man da Bastiljer ej nedrev
O g ei sin Fyrstes Ære.
Men i Europas lyse T id
Maa Fyrsten Regnskab føre
Om Bondens Sleb og Kiøbmænds Flid,
O g hvad de lærde giøre,
M an fordrer — man bør skamme sig —
A t han skal giøre lykkelig
D en Stat som underkastet sig
for intet selv at giøre.
Elvis Skiebnen, som vel hænde tør,
M ig Spir og Krone byder,
Jeg svarer: Votre Serviteur
Jeg hellere adlyder.
Om jeg fadesser nu begaar,
Det strax ei i Avissen staar —
I Skrifter jeg ei Næser faar
Om jeg hver N a r ey lyder.
Det Diadem jeg ønsker mig,
Jeg alt et aar har baaret
En anden skod mig lykkelig,
jeg blev til Konge kaaret.
Jeg tog Pocalen mit Regal,
Jeg gyded V in i min Pocal
O g sang: lad Skud og Perial
Medtage halve Aaret.
Men du som mit forladte Sted
ved heldigt Skud betræder,
Regier dit Folk med Kierlighed,
Spred om dem muntre G læder:
Lad Lystig om Pocalen gaae
Ved den du ene hyldes maae —
D rik : Vores Skyde-Selskab staae
T il Mandals Lyst og Hæder.
Rahbek gifter sig med Kamma Heger — og Zetlitz
ser med sorg deres korrespondance gaa istaa.