100 / 179
90
Den store Mand, som fatter om sit Bæger,
O g fører det til tørre M und,
O g tørner det, fast Huuset sig bevæger
Polskdansende paa svage G rund,
Det største Hæders N a vn ham giv,
Kald ham et sandt Nom inativ.
Den Mand, som, troe i D rik, trods ivrig Praten
Om Kirkens V e l og Statens Flor,
Opdager en Polak, der glemte Staten,
Fast var den kun en Linje stor
O g raaber heftig: H vis ? ham give
Det Hæders N a v n : Et Genitiv.
O g den som kalder sine Venner sammen
O g leyrer dem venskabelig,
Om breede Bord, hos Punch og Sang og Gammen
O g raaber : kom og drik med m ig ;
H a n er — fast var han ellers stiv —
Et bøyeligt og smukt Dativ.
Den længe hos en drægtig Bolle tøver
O g glemmer mer end Jordens Vee,
Som Wibes, Todes, Rahbeks Viser prøver,
Radbrekkende dem alle T re ;
0 Venner! han er uden K iv
Et latterligt Accusativ.
Den sieldne Mand, mod hvilken Puffen smiler
Med dalilask Forføriskhed,
O g i hvis Lomme Jordens Kummer hviler
Blandt blanke G runker gravet ned
H a n kand fremkalde Punch og Liv,
H a n er et megtigt Vocativ.
D o g Mennesket i alle Fald kand komme,
1 alle Casibus kand staae —
E r Bollen tom og pengeløs hans Lomme,
O g Puffen død, han da maae gaae
O g slæbe paa et nøgternt Liv
Et sandt ynkvæ rdigt Ablativ.
Kom Venner, tag det fulde Glass i Hænde
Deklinationen Biefald giv.
G id Ingen, før hans Levedag tar Ende,
Maae synke til et A b la tiv:
I alle andre Fald en Mand
D o g Glæde har, om ey Forstand.