95
Mer Proteus end nogen anden G ud,
Med tvende N a vn han dog ærlig kommer ud,
Snart Am o r kaldes han, og snart Cupido
Det hos Ené [a: Æneas] han var og hin hos D ido.
Naar saa imellem K iø n og K iø n han skivted Navn,
Sad D yden klagende, og Glæde, Savn
Faldt — o du tunge Lod — tit tyngst ned paa det Hierte,
Der havde mindst forskyldet Angerens Smerte.
Da er han hadeværd, i dette Fald
Hans Lo v vanærer kun hans Skiald,
D en da lovsynger ham, skiønt vittig som Voltaire
O g som Fontain’ naiv, skal afskyd være.
Men naar /: Den sædelige Cytheras Søn.
:/
H a n Am o r kalder sig hos begge Kiøn,
Da, om, lidt tankeløs, han liden Daarskab øver,
Det ikke D yden, det ey Mennesket bedrøver,
Fnd siunger glad hans Pris den sande Musers Ven,
End dydig Y ng ling gaaer troehiertig til ham hen,
O g hylder ham og kalder ham Velgiører
O g selv graahæret Visdom smilende det hører.
D o g giør ey Am o r ganske lykkelig,
Men Broderen — ham nogenledes lig
Men mere stadig — H ym en maae beskytte,
O g hellige de Baand, som hin skal knytte.
H a n giver hvad den anden lover, Lyst,
O g tryller H im len ind i ømme Bryst.
H v o r han, med dydig Klogskab, Faklen svinger
Der Glæden Rødder slaaer, og der faaer Sorgen Vinger,
D id Him lens Datter Fryd vel stiger ned
A t parre trange Kaar med gylden Nøysomhed,
Med den forsvundne Sorg at hæve nære Glæde,
O g holde Livet i en yndig Blomsterkiæde.
Ja smiler saa en G lu t paa ømme ModersBarm,
Saa kand du være miskiendt, hadet, arm,
M en saare lykkelig, dit glædedrukne Øye
Skal neppe Skyggen see af Jordens Møye.
De Elskte smiler -— Jord og Himmel mod dig leer
O g Engle selv D u uden A v in d seer —
Iil derfor, R ahbek! jil — fang Jordens korte Glæde —
Iil med at sluttes ind i Hymens bløde Kiæde.
Realiser hos dig de skiønne Skildringer
A f Hjemvels Huus, som upaatvivleligen er
Den største Tække blandt de mange skiønne Miner,
H vorm ed Tilskueren mod Efterslægten triner.
O g da med dobbelt Ild og V id og Livlighed
Velførte Svøbe sving paa Landets Flaner ned;
De blege læse skal og bande dine Blade,