Previous Page  105 / 179 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 105 / 179 Next Page
Page Background

95

Mer Proteus end nogen anden G ud,

Med tvende N a vn han dog ærlig kommer ud,

Snart Am o r kaldes han, og snart Cupido

Det hos Ené [a: Æneas] han var og hin hos D ido.

Naar saa imellem K iø n og K iø n han skivted Navn,

Sad D yden klagende, og Glæde, Savn

Faldt — o du tunge Lod — tit tyngst ned paa det Hierte,

Der havde mindst forskyldet Angerens Smerte.

Da er han hadeværd, i dette Fald

Hans Lo v vanærer kun hans Skiald,

D en da lovsynger ham, skiønt vittig som Voltaire

O g som Fontain’ naiv, skal afskyd være.

Men naar /: Den sædelige Cytheras Søn.

:/

H a n Am o r kalder sig hos begge Kiøn,

Da, om, lidt tankeløs, han liden Daarskab øver,

Det ikke D yden, det ey Mennesket bedrøver,

Fnd siunger glad hans Pris den sande Musers Ven,

End dydig Y ng ling gaaer troehiertig til ham hen,

O g hylder ham og kalder ham Velgiører

O g selv graahæret Visdom smilende det hører.

D o g giør ey Am o r ganske lykkelig,

Men Broderen — ham nogenledes lig

Men mere stadig — H ym en maae beskytte,

O g hellige de Baand, som hin skal knytte.

H a n giver hvad den anden lover, Lyst,

O g tryller H im len ind i ømme Bryst.

H v o r han, med dydig Klogskab, Faklen svinger

Der Glæden Rødder slaaer, og der faaer Sorgen Vinger,

D id Him lens Datter Fryd vel stiger ned

A t parre trange Kaar med gylden Nøysomhed,

Med den forsvundne Sorg at hæve nære Glæde,

O g holde Livet i en yndig Blomsterkiæde.

Ja smiler saa en G lu t paa ømme ModersBarm,

Saa kand du være miskiendt, hadet, arm,

M en saare lykkelig, dit glædedrukne Øye

Skal neppe Skyggen see af Jordens Møye.

De Elskte smiler -— Jord og Himmel mod dig leer

O g Engle selv D u uden A v in d seer —

Iil derfor, R ahbek! jil — fang Jordens korte Glæde —

Iil med at sluttes ind i Hymens bløde Kiæde.

Realiser hos dig de skiønne Skildringer

A f Hjemvels Huus, som upaatvivleligen er

Den største Tække blandt de mange skiønne Miner,

H vorm ed Tilskueren mod Efterslægten triner.

O g da med dobbelt Ild og V id og Livlighed

Velførte Svøbe sving paa Landets Flaner ned;

De blege læse skal og bande dine Blade,