FraDetNorskeSelskabesKreds

Er min

Høst

god nok for næste Aars Charis, saa er

altid Charis god nok for min Høst — om jeg kunde

yde meer, veed jeg ikke. — Jeg har rigtignok ikke

mange Timer frie, og faae af disse for Muserne — rig?

tignok blues jeg ved denne Tilstaaelse, naar jeg betæn*

ker at du kand skrive Tilskueren tage betydelig Deel i

Minerva, holde Forelæsninger og endnu være forelsket

og alt saa hældigen, medens jeg finder min Tid fulde*

ligen optaget med et lidet Landsbyekalds Forretninger

og maanedlige Forligelses*Commissioner. Men alle have

ikke den samme Virksomheds Gave. Med Mme Buk*

holm, som nu boer i Stavanger, har jeg fornyet garn*

melt Bekiendtskab og begyndt en poetisk Correspon*

dance — kommer der noget ud deraf, og hun intet har

derimod, skal jeg sende noget deraf til Charis —

Jeg har sat det saa fast i mit Hoved at Du allerede

er givt, at jeg alt forestiller mig Manden Rahbek deelet

imellem sit Studerekammer og den blide Hustrues Ar*

beyds*Bord, og Bakkehuset som den menneskelige Lyk*

saligheds Opholdssted — Jeg lykønsker dig broderligen

— og enhver Tilvext i din Lykke vil forøge min —

Kand du saa sige din Kone saa meget godt om mig at

jeg — om jeg kommer til Bakkehuset, maa være hænde

en kierkommen Giest — Lev vel og lev længe — jeg

er din hengivne Ven

j ens Zet,jtz

Datum ut supra.

Men glæden ebbet ut for Zetlitz. Hans Elisa døde,

han giftet sig igjen, denne gang med en 20 aar yngre

kone, og det blev karrig med lykken og smaat med ut*

kommet.

Det er sørgelig at se «glædens sanger»

uttrykke sig i slike vendinger som i breve til C.

Colbjørnsen og F. Moltke, da han søkte kaldet i

Stavanger, som han ikke fik.

[Kgl. Bibi. Kjbhvn.]

Wigedahls Præstegaard d. 3de Januari 1804.

Vil Deres Høyvelbaarenhed tilgive, at en Mand, som

ikke har den Ære at være personligen kiendt af Dem,