96 / 179
86
ham at det er meere Detailen af hans Critique end de
smukke Ting han siger mig, der har giort mig ham
forbunden, og jeg skulde have været det dobbelt om
Søren Monrads Satire [Damynt, Det norske Selskabs
Samlinger 1793] havde fundet meer Naade for hans
Øyne — hvilket jeg i min Enfoldighed troer den dog
kunde giøre Fordring paa.
Hvad du skriver om det norske Selskab, bekymrer
mig virkelig. — Men du — du kunde dog give Tonen,
er det ikke dig at takke at det nu har udgivet det
tredie Stykke af Poesier — Rahbek det norske Selskab
ligger paa din Samvittighed — Meyers, Wibes, Wessels,
Colbiørnsens Manes opfordre dig — Lad mig være —
raaber du — jeg har nok før at bære. — Jeg tilstaaer
det, men du har breede Skuldre.
Din politiske Troesbekiendelse kand jeg ikke be=
døme, da din Hoved Princip er at haandhæve vor
Constitution, og jeg ikke veed hvad det er man saa
kalder, men nok veed jeg at hvert Individ er tilbøye*
lig til at kalde det vor Constitution som han meener
burde være det — og nægter jeg ikke at jeg, ilde tik
freds med det forrige Kiøbenhavn og den forrige
Danskhed, er det dobbelt med de nuværende. — Jeg
er endelig keed af at see de parisiske Grundsætninger
optagne hos os med den samme Letferdighed som de
parisiske Moder, skiønt de passe i mine Tanker endnu
mindre med vor Forfatning end fransk Klædedragt
med vort Climat.
Svende — Optoyer og Politiets
Forhaanelse, og Nidskrifter og Democrat og Aristocrat
Skieldsord, og Kievlerier over alskens Ting, og Grov*
heder mod hver Stormand og Skrig og Jamren over
hver ussel Baggatel, ærgrer og maa ærgre den Mand,
som veed og seer det paa alt hvad der omgiver ham
at vi ere lykkelige eller om vi ikke ere det da ikke
behøver andet end Nysekrud. — Der min polittiske
Troesbekiendelse — hvortil dette Anhang — at falde
fra Yderlighed til Yderlighed, fra nedrigt Kryberie til
uforskammet Hovmestereren, dette er synes mig dansk
Aand, og dersom dette siste er som man nok troer,
til det bedre saa er dog dette Fald opfaldende, hvilket