119 / 179
109
Ogsaa i mit Digt over den norske Vinter har Jeg
opdaget samme Feyl — (Et Snee Bierg voxer op paa
hans udmattet Krop) istæden for dette vilde Jeg have
— (Et Snee^Bierg i en Hast opdynges paa hans Krop)
ligeledes har jeg fundet at Cynthia nævnet i mod Slut=
ningen er en Feyl, i et Vers hvor Gud nævnes, og
imploreres, og altsaa bør ingen hedenske Guder og
Gudinder findes der — beder altsaa at sætte —
Med hvilken herlig Giands, o Maane! Du oprinder
istædet for det Vers, som staaer — Elskværdig Cynthia!
hvor stolt duey oprinder. —
Man skulde snart troe,
at der var en ond Genius, som forblindede Folks Øyne,
at man ikke skulde see saa haandgribelige Feyl; vær
nu af den Godhed at forlange Piecen tilbage fra Baden for at
rette disse Feyl det er noget som han lettelig tillader
og som han bør approbere ; det er vel ikke at formode
at Tragedien endnu er indleveret, hvis saa er faaer De
den med det samme, til at rette anførte Feyl, det faaer
ikke hielpe om han derved kommer efter at begge
Stykker er af en Forfatter — kiereste Ven! fortryd
ikke paa, at Jeg uleyliger Dem med mine Commis?
sioner, og med at rode i og giennemsee mine Sottiser,
dette venter Jeg af Deres saa oprigtige Venskab.
Naar De skriver mig til, hvilket Jeg ønsker maae
skee med det første, da vær saa god at melde mig,
hvad Reenskrivningen af Tragedien koster, at Jeg kand
remittere Dem det udlagde. Jeg veed af Erfaring at
saadanne Commissions Depenser i Kiøbenh. ennuyere i,
hvor smaae de end ere. — Hvorledes synes De om
Dem i den academiske Cirkel? finder De mange Men*
nisker? Hvorledes synes De om Halek, denne retskafne
Ven? fortæl mig saa vidløftig som muelig om dette.
— Deres Søster kand Jeg hilse fra. Jeg var i gaar i
Sælskab med hende og hendes Kiæreste paa Hassel
Værk, En viss anden lille Pige bad ogsaa at hilse Dem,
og den gale Giøegen Cappelen, som er kommet hiem
for nogle Dage siden. — Lev vel — hils Halk, og glem
aldrig Deres hengivne og oprigtige
Ven /.
Rein.