122 / 179
112
dring er ganske ufornøden, Historien er bekjendt nok.
Mit heele store ja visse Haab om Kongsberg Capellanie
er gandske gaaet over Styr, Biskoppen der har en
Søstersøn, Lemnich, som han vil have ind, sætter sig
derimod af alle Kræfter, uagtet Jeg af Hr. Normann
var kaldet — Mig er det gandske ligegyldigt, men min
stakkels A. C. [Anne Cathrine Arboe], er meget
misfornøyet. —Til Sommeren begynder jeg at søge, og
da maaskee De skal faae at see Deres Ven i Kiøbenhafn.
Jeg turde maaskee, om Jeg fik en Mand som Baden til
Patron faae et residerende Capellanie. Skulde Baden
lade sig mærke med at det vil vare alt for længe inden
et Hæfte kommer ud fra Selskabet, da leveer nærvær
rende Stykke ind til Pram for at indrykkes i blant
Minervæ Sottiser; Jeg tænker at han betaler skikkelig
for at faae noget som er taaleligt, og saa meget tør jeg
paastaae om min Vinter, Tiden forbyder mig at være
vidtløftig, Jeg vil derfor slutte med at udbede mig
som sædvanlig Deres Venskab, og forbliver en sand og
oprigtig Ven
j
£ ei-n<
Rein skjønte at han maatte selv reise til Kjøbenhavn,
hvis det skulde forslaa noget, og tilbragte fire aar der*
nede, delvis som «sollicitant», delvis med studier til
den «store philologicum», som han var den første
der fik.
I disse aar var det sorgens og glædens sangere møt#
tes, lot sine røster smelte sammen i Norske Selskab, og
hang begge i armene paa Rahbek, som vi har set i hans
beretning om Holgerfeiden.
Men ogsaa hans kjøbenhavnerliv maatte ha en
ende.
Efter forskjellige ombestemmelser blev han
sittende otte aar i Skjeberg som residerende kapellan.
Her giftet han sig med Anne Cathrine Arboe, og lar
snart høre fra sig til Rahbek.
Bakke den 24de Septbr. 1792. [Kgl. bibl. K jbhvn.]
I Stædet for at skrive det hele norske Sælskab til
in corpore, som jeg burde, og svare paa den meget