128 / 179
/
N ey! min Ven! der maae nok være Maade med Lyk*
ken, skal man være hældig Digter, saa dette Talent vist
ikke er at misunde nogen. — De beste Digtere har
været Staadere, siger man. Det troer jeg vel, thi ellers
have de ei været det. Det forundrer mig ellers at Du
slet ikke vil til at rose min Flittighed i at digte paa
den sidste Tiden, dog Du kiender vel intet til hvad
der staaer af mig i Hermoder, den jeg nu har forladt.
— Lev lykkelig, beste Ven! med din elskte Hustrue, og
hils hende, skiøndt ubekiendt
r
i.
Ira d m
J. Rein.
Bakke den 22de A p ril 1799.
Allerede længe har jeg, min Ven! skyldet dig Svar
paa dit sidste med Alstrup; og med Vemodighed følet
at jeg tager af i Efterrettelighed, som Du tager til, og
det som er værst, at jeg ikke har saa god Undskyld*
ning herfor, som Du kunde have, der vist har meget
meer at bestille; men saa er Du og frie Mand; jeg lyk*
ønsker dig, og er nær ved at misunde dig dette. Gid
jeg kunde saa meget, at det var mig mueligt at giøre
det samme — Du trøster mig med at B[randt] tager
sin Afskeed, men nu heder det igien at han skal ved*
blive, overalt vil det vel holde haard for mig at komme
frem, hvilken Aristokrat der end kommer i hans Sted;
skulde Kaas komme ind, er det vel temmelig vist atjeg
bliver staaende hvor jeg staaer — Og Colbiørnsen lader
just ikke til at ville giøre noget for mig, endskiønt jeg
hidtil aldrig har anmodet ham — A t forlade Hustrue,
Huus og Fædreneland for igien at krybe i de Sto*
res Forgemakker, vilde blive mig en bitter Skaal at drikke.
— Og dog giorde jeg med Glæde denne Tour, for at
være, om blot nogle Dage hos dig paa Bakkehuset,
kun ikke som Sollicitant; mine Indvolde røres inden i
mi§> blot ved at tænke paa dette fornedrende Arbeyde.
Ja! min Ven! hvormeget jeg kjender dig igien i din
vennehulde Indbydelse, er overflødigt at sige dig, samt
hvormeget jeg ønsker at kjende din Kone, som jeg af
dit Brev og dets Lune saa tydeligen kan see, har givet
118