127 / 179
117
Bakke den 1ste Oktober 1798.
Endelig min V e n ! er Du da gift. Jeg traf forleden
Dag ved en Hændelse, paa en Tilskuer, hvoraf jeg
kunde see dette. Til Lykke, kiæreste Rahbek! gid min
Spaadom fuldkommen maatte opfyldes. — Indsluttet
sendes dig en lille Sang til din Hustrue, hvis
Navn Du selv kan sætte til, og for Resten giøre med
Piecen hvad dig godt synes. Ogsaa en Vuggevise; det
er jo dog ikke saa upasseligt ved slige Leyligheder —
dog, alvorlig gid denne aldrig maa blive passelig for
dig —
Dit Brev af 7de Juli, har jeg rigtig faaet, og skulle
forlængst have besvaret, men allehaande Mismod har
nedtrykket mig — hvoraf Du og vel kunde see Spor i
disse Sange. — Jeg søger, og søger forgiæves. — Ge=
heimeraad Brandt lever endnu. — Mit eneste Barn har
jeg mistet i denne Sommer; kort: jeg har min gamle
Skiæbne. Det er mig kiært, at det tilsendte Digt: Tik
bageblik fra Evigheden, har fundet dit Bifald, det er
aitsaa ei første Gang, at jeg har befundet mig vel ved
at optage og nytte din Idée, thi Du erindrer vel at
Du for en Tid siden, i Tilskueren, yttrede Ønske at
see den Materie af handlet; jeg er vel fornøyet med at
den trykkes i Charis; men ikke troer jeg, som Du
skriver, at den just derved skulle blive meere bekjendt,
idetmindste ikke her i Norge, hvor meget faa kiende
den, og her kiøbes dog nok de fleste Bøger, Kiøbem
havn undtagen. — Du beder mig hverve F. Schmidt til
Charis, men jeg corresponderer ikke meer med ham.
Han har behaget paa nogen Tid at mistyde alle mine
Tanker, Ord, Geberder og Gierninger, og overalt at
finde Sarkasmen. Han veed jeg elsker ikke hans Fader,
og har ingen Grund til at elske ham, og deraf uddra?
ger han den besynderlige Slutning at jeg vel heller
ikke kan være hans Ven. — Zetlitz skal nok ellers have
samme Skiæbne med ham.
Underligt skulde det og være om han nu giorde
Vers med Hæld: Han er for lykkelig dertil; Han har
et af de beste Kald i Norge i den meest paradisiske
Egn, har der tilmed faaet en riig og smuk Pige —