134 / 179
124
Dem derfor min Tak for alt det Venskab De har viist
mig. — Engang see vi dog vel hinanden igien, maaskee
først i Sirius eller Jupiter; men til hvilket Sted paa
Jorden min bestialske Skiæbne end henkaste mig, skal
Erindringen af Dem, Rahbek og C. Heger være uud*
slettelig hos mig.
Vær glad og lykkelig
Rein.
Bakke den 20de Decbr. 1799.
Omendskiøndt Julen nærmer sig med stærke Skridt,
og minder mig om at jeg i 8 Dage har 4 Prækener at
skrive, omendskiøndt jeg er forkiølet og syg efter
Reysen, saa har De dog, ædle Veninde ! alt for megen
Fordring paa min Erkiendtlighed til at jeg skulde væ*
re i Stand til at lade en eneste Postdag gaae forbi
inden jeg skrev Dem til — Reysen var lykkelig, Veiret
godt og Føhret imod Formodning ligesaa
kun var
det noget for koldt, eller rettere jeg havde for lidt
Reyse Tøy til at udholde Kulden; Virkningen heraf
yttrer sig paa en meget ubeleylig Tid. — A t jeg un*
derveys havde meget at bestille paa Bakkehuset, at
jeg saae Rahbek i Arbeyde under Ørene, og Dem og
den astheniske Hufeland spille bitte smaae Dramer, i
hvilke jeg ikke blev forglemt, er vel unødvendigt at
fortælle. — Ja jeg var saa ganske hos Dem og Deres
velsignede Galskaber at mine Reyse*Compagnons et
Par Gange spurgte mig hvad jeg loe ad, uden at der
blev talt et Ord. — Der mødte forresten intet mærk*
værdigt uden dette — at da jeg i den lille svenske
Bye Falkenberg, efter vel forrettet Middagsmaaltid,
skulde bestige Postvognen fik jeg at see i et Vindue
lige overfor en smuk, ung, sortsmudsig Pige, som pus*
lede med en Urtepotte, i hvilken stod, skinbarligen
et Polygononon hydropiper, eller noget som lignede
dette saaledes at en langt bedre Botaniker end jeg
kunde bedrages derved. — Var jeg en Baggesen og
skrev en Labyrinth, vilde jeg fortælle Dem hvorledes
jeg gik løs paa Vinduet, knælede for denne unge, sorte