135 / 179
125
Pige, prisede den Bye lykkelig som eyede et Polygonon
hydropiper etc.’ etc., men da jeg er mere simpel, vil
jeg blot holde mig til Sandheden, at jeg meget længe
efter, tænkte paa intet andet end min Rahbeks Cama*
dalis. Næppe havde jeg sadt min Fod paa
norske
Botten
førend min Kone mødte mig. — Hvor glædelig
denne Scene var, kan De let forestille Dem.
Nu
lever jeg da igien ligesaa roligt og ensformigt som
før. — Hvorfor har dog ikke Skiæbnen villet at vi
skulle være hinanden nærmere! Dog, jeg er altfor
lidet vant til at see mine Ønsker opfyldte for at kunne
finde dette forunderligt. — Jeg maa derfor nøyes med
skriftligen at conversere med Dem. Ja, jeg gjem
tager min Tak for Deres Godhed, og den Blidhed med
hvilken De langt over min Fortieneste bedømmer mig.
— Maatte Himlen giøre Dem saa lykkelig som jeg
ønsker og De fortjener.
Jeg glemte, førend jeg forlod Dem, at sige, at De?
res Broder Guldberg tilbød sig at lade mine Poesier
afskrive ved en Seminarist, som han ønskede denne
lille Fordel, og at jeg modtog hans Tilbud. — Imidlertid
var det ikke af Veyen, om De erindrede ham derom,
at jeg kunde ile med Udgaven og faae den færdig
førend jeg forlader Stiftet. — Saa meget for denne
Gang; De skal, ædle Veninde, snart høre mere fra
m ig : Imidlertid bliver det af mine ivrigste Ønsker at
De maae være glad og lykkelig, og, jeg kan ikke an=
det end lægge til at De undertiden maae tænke paa
Rein.
Bakke, den 21de Febr. 1800.
Det er nu saa længe siden jeg skrev Dem til, og
jeg kunde have Lyst til at sladdre for Dem ret længe,
dersom Tiden tillod det. Det er ikke smukt, vil De
sige, at jeg saa længe har været taus.
De har Ret,
men der har, siden den Tid, mødt saa meget som har
givet mig nok at bestille. — Syg, ja sengeliggende har
jeg været. — Og næppe var jeg kommet til Rette igien,
førend min Ven Gliickstadt havde det Uhæld at miste