141 / 179
131
hvorledes han kan troe sig comprometteret — Til Charis
har jeg et Vers qvaliscunque paa Stabelen, og næsten
færdigt; inden en Maaned i det seneste skal det være
hos Rahbek; det er jo
tidsnok,
da den ikke kommer ud
før Nye^Aar, og man trykker dog vel ikke paa en liden
Charis i meer end 3 Maaneder. — Det er altsaa Tid
slutter, da De saa snart igien maae døye mit
Væv — Jeg anbefaler mig Deres og Deres Rahbeks
Frindring. —
De glemmer aldrig mere,
hvor glædeligt
det er mig at jeg tør kalde mig Deres aldeles hen*
givne Ven
J. Rem.
P. S. A t en norsk Dreng nedsættes paa Christianis
Institut, vil sige, at han nedværdiges, giøres vel lærd,
men flau og fos i en Sværm af kiøbenhavnske, eller
som det heder her — jydske Drenge — for Resten be*
tyder
paa
i Norge undertiden det samme som
i
i Kam
nikestrædet og om omliggende Steder.
Ejdanger Præstegaard den 13de Decemb. 1801.
Hiemsøgt af Gigt og allehaande legemlige Plager,
som jeg anseer for en Følge av Slemdahls Reyser, eller
rettere af een eneste blant disse, vovede jeg sikkert ikke
at nærme mig med disse Linier til Dem, da jeg med
Grund maa frygte for at der kunde blande sig lidt
Klynken iblandt, efter meer end Vs Aars Lidelser,
og
jeg kiender Deres Intolerance, som, endskiønt den
uimodsigelig reyser sig af Siælestyrke og praktisk Philo*
sophie, dog ligefuldt ryster mig arme Stakkel, ja vel
meest fordi den flyder af saa ædle Kilder, som min
Svaghed mistvivler om at kunde nærme sig til, thi var
De intolerant blot af Svaghed; nu Herre Gud ! saa
var De som vi andre Mennesker, og jeg vilde da kiende
mig igien, og ikke frygte — Ligesaalidt vilde jeg
vove at skrive Dem til hvis jeg var glad, som sidste
Gang var Tilfældet, og som De da tog mig saa ilde op :
Kort sagt ikke uden i sand stoisk Apathie turde jeg
skrive Dem til, og den naaer jeg aldrig, thi stedse
stikker jeg i en eller anden Pathos, dette Djævelens