144 / 179
134
Da beder jeg, m it fulde Hierte beder:
G u d glæde hver, som var oprigtig V e n !
H a n største Fryd, som Jorden har, udbreder,
H a n er og værd at eye den igien —
O g han som glæded mig i mørke Dage,
I Spøg og A lv o r lige vennesæl,
M in Rahbek! — gid han ønskte Lykke smage!
T h i ene den er værdig for hans S iæ l;
G id ingen Ven paa Livets Vey ham svige,
O g gid han elskes maae af ædel Pige
Ja Kierlighed! som al Naturen hylder,
T h i den er stor og evig skiøn ved dig,
Som Visdom selv hiin modne Glæde skylder,
D u som giør Kummer glad og A rm o d riig,
Som vrister Sværdet af Barbarers Hænder,
O g minder ham, at Menneske han er;
Men ædelt M od i Ynglings Barm antænder
O g Fødeland og trange H iem giør k iæ r;
D u skiænker kun den Fryd som Hiertet søger
Som vindes ey ved Rygtets Priis og Bøger.
0 Skiønne! dig Naturen gav et Hierte —
H v o dette fik, den ønskte og en Ven —
Hæ ld dig! o H æ ld ! den Visdoms Aan d dig lærte
H va d Værdighed det er som egner M æ n d :
Naar falske Væ rd, uægte Glimm er svinder
Som Letlekunst ti! Hymens A lter bar,
Naar Narren hun og han Koketten finder,
E n Elsker du, en Mand tilbage har,
H vis Elskov er dit Hiertes sande Hæder,
Som af din Haand tog Livets første Glæder
D u veed vor Jo rd er ikke Glædens Sæde,
V o r gode Engel sukker, naar vi lee,
H a n seer at snart igien skal Øyet græde
O ! kun om Trøst og Lindring bør vi see!
Ve dem som meer af H im len tør begiære!
Den meget fandt som fandt en ædel Ven
Som troe med ham vil Livets Byrder bære,
O g først ved Gravens Bred dem lægge hen
Naar glad din Siæl sig op til H im len hæver,
D u glemmer ey at du paa Jorden lever.
Om ingen Egn en skyefrie Himm el svæver,
O g giftig U rt i alle Lande groer,
O g Jorden just ved hule Tord en bæver,
Naar Somren milde Arme om den snoer:
1 ingen Stand er varig Fryd at finde,