147 / 179
137
saa øde og nøgne Vei i Dannemark. Modtag da her?
ved, ædleste Veninde! min varmeste Tak for alt det be*
viiste Gode, der evig skal blive mig uforglemmeligt.
Længe, meget længe har jeg glædet mig til at skrive
til Dem i Haab om igien med et Par Ord fra Deres
Haand, men hidindtil har der været saa meget, som
har hindret mig derfra. Først nu føler jeg, hvor meget
jeg har Deres Venskab at takke; endog her, midt i saa
mange Venners Kreds, i mit kjære Hjems huslige Glæ*
der, savner jeg saa ofte det kjære Bakkehuus, som Deres
og Rahbeks vennehulde Blidhed gjør mig evig ufor*
glemmeligt. — De kan troe jeg lever her noget ander*
ledes end i
Muglestuen.
En Prinds kan ikke boe paa
smukkere Værelse end jeg. A lt har jeg efter Ønske.
Jeg har gjort Bekjendtskab med adskillige gode og for*
træffelige Mennesker, i hvis Selskab jeg allerede har
nydt mange behagelige Timer; vel findes i Bergen ingen
Rahbek med sin Camma, altsaa heller intet Bakkehuus,
og ingen af de Glædes*blomster, som ingensteds her er
at finde, fordi de ingensteds spire, undtagen i og om*
kring hiint Huus.
Med den Pige, som Carl fortalte Dem jeg havde i
Kikkerten,
og som jeg nu daglig seer og taler med, har
jeg saa ofte talt om Dem, at hun, uden at have seet
Dem, er Deres varmeste Beundrer og Ven; ja hun havde
nær i Dag skrevet Dem til. De skulde kjende denne
Pige, og De vilde vist ynde hende. Vidste jeg det
kunde interessere Dem, vilde jeg gjerne fortælle Dem
noget om min Reise; men jeg veed De troer mig
ikke, naar jeg begynder at tale om mit fortryllende
Norge, Norge, Norge. Jeg vil altsaa ikke kjede Dem
med at fortælle alle de Behageligheder, der mødte mig,
iseer paa det, selv om Vinteren fortryllende, Vos, hvor
de nysselige
Vossepiger
forskjønne enhver Hytte.
Jeg har kun een Bøn tilbage, neml. at De stundom,
ved et Par Ord fra Deres Haand, vil forvisse mig om,
at De ikke aldeles har glemt Den, som aldrig vil kunne
glemme Dem.
Deres hengivneste
Lyder Sagen.