143 / 179
133
at giøre hvad han beder mig om, og heller tiltroe mig
Mangel paa Ævne end Villje — Og nu bevidne De til
Slutning Rahbek min Tak for sin Beredvillighed i at
paatage sig mine Digtes Correktur; jeg havde ikke
været saa ubeskeden at bebyrde en druknet Mand med
dette kjedsommelige Arbeyde, dersom jeg havde kjendt
nogen anden, som baade vilde og kunde paatage sig
det. — Hufeland hilses kiærligst, hvorfor har han dog
ikke Attestats, saa kunde han kommet til at søge det
residerende Capellanie her som snart bliver ledigt —
De modtage selv Forsikkringen om min uskrømtede
Høyagtelse, med hvilken jeg anbefaler mig Deres
Yndest
J. Rein.
P. S. Indlagde 2de Subskriptionsplaner den ene
til Boghandleren og den anden til Dichmann haaber jeg
Rahbek eller Hufeland finder Leylighed til at be*
fordre —
Til K. M. Rahbek.
[Trykt i Reins samlede digte S. 267.]
Indskrænket til m in tarvelige Bolig,
E y gandske nær ved Musers Helligdom ,
O g ey med Lykken lige til fortrolig;
M in vilde Tanke flyver vide om :
Den i m in Barndoms R ose n Tu n d neddaler
M in Glade Gang paa blomsterstrødde Vey
Med levende og blide Farver maler :
O ! ingen da var lykkelig som Jeg.
N u , tænker jeg, paa Egnen Kummer hviler;
O g vemodsfuld, thi ey til mig, den smiler.
Da aabner sig fra hine kjære Egne
T il Ungdoms A a r en Udsigt mindre skiøn;
Vildfarelser begynder jeg at regne
O g Kummer, som var stedse deres Løn
Dog, til m in Trøst mig synes jeg opdager;
O ! maatte ey mit Syn bedrage mig —
En større Hæ r af ufortiente Plager;
M en midt i den, o Venskab! seer jeg dig,
H v o r himmelsk skiøn m in knuste Barm du qvæger.
T il blege M u n d du holder Trøstens Bæger.