12 / 179
2
Nei, de «søde frihedsdrømme» har sikkert et ukla*
rere, og meget fjernere sigte. Struensee hadde jo aapent
øre for nordmændenes store sak, spørsmaalet om eget
universitet — det kunde ikke Brun være uvidende om,
som stod Struensees raadgiver Gunnerus saa nær.
Dagens bevægede situation har nok sat fart i Nor?
dal Bruns vers, men de er ikke myntet paa den. Han
var digter nok til at staa i pakt med de strømninger,
der begyndte at sige ind under al arveundersaatlig hel*
statsfornemmelse. Som embedssøker bekjendte han sig
nok til det «borgerlige fædreland», som rakk fra Nord?
kap til Elben. Men naar han svinger bægeret mellem
brødre, sker det som søn av det norske fædreland han
tilhørte «i en naturlig forstand».
I sangens rappe strofer, hvor vin og piker faar sin
gjængse hyldest — der er en fremtidsrythme fuld av
bundne anelser. Da de et halvt aarhundrede senere
var utløst, kalder vor frihetsdigter Henrik Wergeland i
et varmt utbrudd «For Norge, Kiempers Fødeland» —
en «norsk marseillaise».
I Sorø sat netop Bruns gamle lærer Schøning og
skrev «Norges Riiges Historie» — det var en titel som
ikke før hadde banet sig vei til nogen bokperm i de
forenede riker. Og i boken selv var det de
kjæmper
hadde hjemme paa hver side, som springer frem i Bruns
vers.
«For Norge, Kiempers Fødeland» dukker første
gang op paa tryk i 1782. Da blev den solgt somen al?
mindelig gatevise sammen med fire andre «meget smukke
nye arier». Teksten er særlig for første vers’s vedkom*
mende ubehjælpeligere, end den var i sin oprindelige
form, eller kanske først blev i den endelige. Efterat
være utkommet i Trondhjem i ottierne, og trykt og be*
slaglagt i Kristianssand, blev den endelig optat blandt
Bruns «Mindre digte» i 1818. I en fotnote oplyses
der at den blev til, «før den galliske frihedsruus ud*
brød».
Men der staar ikke — hvad der ellers vites, at visen
levet et kraftig mundtlig liv fra sin fremkomst vinte*
ren 1771—72. Især mellem studenterne. Var de ikke alle*