Previous Page  15 / 179 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 15 / 179 Next Page
Page Background

5

arspoetica:

« 1 s k a l

følge grækernes forbilleder». Dénmot

har ringen ingen blaa eller grøn sten til forsiring, som

senere er blit den paaduttet. Den almindeligste præmie

var «tolvskillingsbollen» — fuld av «biskop» eller punsch.

Selskapets morskap gik altid paa vers — men det

hadde desuten sin national.litterære opgave. Danske

kritikere hadde gaat Nordal Brun haardt paa klingen

for hans Zarine, men endnu slemmere medfart fak trøn*

deren Niels Krog Bredahl for sit syngestykke «Tronfølgen

i Sidon». Begge følte de det, som det «ikke var deres

mindste ulykke at de var norske».

Samlet danskerne sig naturlig om en digter som Ewald,

saa fik nordmændene ogsaa sit straalende midtpunkt.

Et halvt aar efterat «Det norske Selskab» var blit til,

utkom «Kiærlighed uden Strømper». Dermed fik nord.

mændene opreisning. Men motsætningen mellem de fransk,

smittede Wesseliter, der drev «gratiernes leg» med vid

ynde - og de ha.stemte Ewaldianere, som med rim.

fri pathos satte de Klopstockske oder til høibords -

den var og blev uoverstigelig.

Nordal Brun reiste hjem til Norge, efter at ha git

de norske studenter sin vise at synge paa - men Wes.

sel blev, og blev aldrig andet end student Da han

vel hadde faat latteren paa nordmændenes side, kunde

de i hans kjølvand vove mangt et impromptu, som

ellers vilde faldt dødt til jorden.

Versene er blit indført i en protokol, hvis skjæbne

hviler i det dunkle. Har den sikkert eksistert før 1785,

da den paabydes i de trykte love? Har man i selska.

pets første tiaar bare nøiedes med løse verselapper, som

gik paa omgang i københavnske studenterkredse? Alle

de senere avskrifter av versprotokollen er ihvertfald

vilkaarlig ordnet, og teksterne har gaat saa længe til.

vands, at de kommer meget mangelfulde hjem lgjen.

Rahbeks fortælling om hvordan nogen epigrammer

blev til og derpaa strødd for alle vinde, er sikkert ty.

pisk ogsaa for Det norske Selskabs vedkommende. «En

Eftermiddag, som jeg havde sluttet

m m

Forelæsning,

biede Rein og Zetlitz paa mig, at jeg skulde gaae hiem

med hos Rein, da de havde noget at vise mig..............