19 / 179
9
kelige D ido» gaar ikke godt paa verseføtter. «Om den
ringe Stands Fordele» kunde man kanske sjunge av er?
faring. Men end ikke den frelser Ove Gjerløw Meyer
fra at bli haanet av Wessel og Vibe for sit «læredigt»
om dette emne, som forresten hadde den ære at bli trykt
i Norske Selskabs samlinger, Første Stykke 1775.
Dit Vers var en Kierne
— Man læste det gierne,
Naar man blev det vant»,
er en Wesselsk kompliment til stifteren med det verse?
fristende navn.
«Om ægteskab og kartufler», det er en opgave som
har fristet de vittige hoder — «kartuflen» var netop paa
sin seiersgang gjennem Europa naadd til Kjøbenhavn.
Søren Monrad — Søren latiner — er ute med føl?
gende vers:
Jeg synger om en Rod,
En Rod til Landets Tarv og vor Lyksalighed,
Jeg synger altsaa ej om Gierrighed;
Jeg synger om en Rod,
En Rod ej som de andre Rødder,
En Rod som overflødig føder,
Jeg mener ei en Gule=Rod.
Nej! Nej! ieg synger om en anden Rod,
En Rod, hvorpaa vort Lands Lyksalighed beroer
En Rod, hvorom Hr. Trojel skrev i Fior,
En Rod, hvormed det heele staaer og falder
En Rod, vi knap var værd i denneJerne Alder,
En Rod, som glæder Martfelts Siel,
En Rod, som gier et deiligt Meel,
En Rod, ifald man vil, man male kan til Caffe,
For dens Foragtere at straffe,
En Rod, hvoraf man Pudder giør, og Stivelse,
Jeg synger om Kartuflerne:
Kom Rødder og Kartuflers Fader!
i
Som aldrig nogen Rod forlader,
Kom! giv mit Vers det høje Sving,
Som passer sig til høje Ting,
Saa skal ieg synge til Kartuflers Lov og Ære:
O maatte kun min Geist mig lydig være,
og ligne den! saa veed ieg vist, ieg havde ei at klage,
Min Sang o Meyer! dig behage.
«, Mnnr ,