Previous Page  22 / 179 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 22 / 179 Next Page
Page Background

12

indbyrdes blive enige om at lade komme for Lyset.

Enkelte Partiers Bedømmelser skal hverken lokke eller

skrække os. Almuens Lovtaler, eller Skumlerier |: og

hvo veed ikke at der jo og gives lærd Pøbel : j skal ikke

forrykke os et Skridt paa vor Bane, thi Pøbel dannes i

alle Lande efter forudfattede Meninger, Strøeskrifter,

Flyveblade, og andet deslige, og, hvad den engang først

falder paa, er og bliver for den uryggelige Sandheder,

det gaaer med dem, som med den engelske Pøbel, der

efter Carl den 1stes Henrettelse, var bleven saa ivrig

mod alt, hvad som kunde kaldes Kongerige, at endog en

vist mere patriotisk end orthodox engelsk Borger, naar

han skulde læse sit

Fade

r vor, og kom til det Sted

tilkomme os dit Rige,

aldrig vilde nævne disse Ord, men

i det Sted sagde:

tilkomme os din Republique!

Kort: vi ville arbejde i Stilhed og stedse have de

Mynstre for Øjet, som efter vore Indsigter synes at

fortiene Berømmelse, aldrig skal vor Forfængelighed

saavidt forstige sig, at vi skulde falde paa, at opklække

i vort Skiød Seraphiske Digtere; lad dem læses af de

som have vant sig til at beundre dem, og lad dem

forstaaes, om ikke af Mennisker, saa af deres himmelske

Staldbrødere og navnløse Cherubiner, naar d e ..............

....................... i samlede Myriader — — — — — —

Zittrende Lyst, med hiin konstige Haand paa den him?

melske Harpe — Svimlende tumle sig høyt fra Olymp

blandt Engle og Sphærer. —

Vi for vor Part Højstærede! ville blive ved Jord*

kloden, og lade os nøye med at paaskiønne, efterligne

og berømme en Jacobis mandige Veltalenhed, Biehls

søde og indtagende Sprog, en Nordal Bruns herlige

og flydende Versification, en Bulis ædle og stærke Uds

trykke, ja vi have allerede dem i vort Selskab, som vi

ikke undser os for at giøre os stolte af, og som have

lagt Grundvolden til et velfortient Æreminde i de

smukke Videnskabers Republik, hvis Navne forbydes

mig at nævne, da de selv ere her nærværende — —

Men Tiden minder mig at afbryde, endskiønt mine

Følelser, just nu stige til det højeste og kunde forføre

mig til at blive ved. Jeg vil derfor, endskiønt ieg