24 / 179
14
tydsk Fåcon, og som de vidste, at det udvortes giør
meget til Sagen, og mest forblænder Almuens Øjne, satte
man tydsk Bind paa sine Bøger. — I saadant tydsk
Liberie kom |: ieg troer |: Aaret 1778 først |: det dan?
ske |: ellers kaldet det blaa : | Biblioteqve ud [Alminde*
lige Danske Bibliothek. Et Maanedsskrift], hvori Vers
med Streger og uden Riim, Monodramer, Duodramer,
Fædrelandssange, Bardesange, Sagaer og Ballader, Ballader
i Besynderlighed giorde Opsigt; Balladernes Fødeland
er egentligen Brittanien, men de kom til os igennem
Tydskland, og vi fik dem, ligesom vi i gamle Dage fik
Thee af Flollænderne, fra anden Haand, nok bedærvet
og udvandet.
Vi fik da i ommeldte Bibliothek en Ballade hvori
hver Strophe endtes paa o 1 siden fik vi en, som endte
Versene paa hø, hø, hø, og vi
frygtedeimmer for det
værste. Endeligen kom in Februarii eller Martii Maa=
neder et Avertissement i Adresseavisen , som berettede,
at en Ballade, nemlig Hagbarth og Signe var forlist
paa Gaden, og bad, at den som mødte et saadant noget,
vilde redde det, i hvor ubetydeligt det end maatte være,
og oplevere det paa Adresse^Contoiret. En af os saa
Vraget af denne Ballade strandet paa Bredden af en
Rendesteen i Vimmelskaftet, og leverede Originalen paa
AdresseiContoiret, men en Copie deraf ind til Selskabet,
som med rette kan kaldes les derniers efforts de la
ballade danaise, da siden denTid Kunsten at smidde
Ballader ophørte fra den Dag. —
Her er den —
Hagbarth og Signe.
En Skotsk Ballade.
Hagbarth var en Konge Søn, Puf! Puf! Puf!
Tro e var han, fik Skam til Løn, U f ! uf! uf!
Hans Møe var Princesse Signe, O ! O ! O !
Som intet i Skiønhed monne ligne, J o ! J o ! Jo !
Hagbarth fik en ynkelig End, U f ! U f ! U f!
Elskov styrter saa mangen rask Svend, Puf! Puf! Puf!
Hagbarth skrev slig Ballade, A h ! A h ! A h !
Hvorm ed man nu giør Parade, H a ! H a ! H a !