30 / 179
Zetlitz’s hilsen til madam Castberg er en lovsang av
Norge, saa kraftig stemt at man mindes senere tiders
malende poesier. De to første linjer gaar delvis igjen
i et andet digt «En norsk vinter», som findes trykt i
Zetlitz’s «Samlede Værker».
Paa Madame Castbergs Fødselsdag.
H e ld dig mit elskte Land! og dine høje Fielde
Indhegner frie Børn, og dem tilaande Lyst,
Lyst til at stige højt, til Ære og til Vælde,
O g vise Verden hvad der boer i Nordmands Bryst!
H e ld dine Dovrers R yg ! Held dine dybe Dale
O g held hver evig G ran paa Klippens høje T in d !
H eld mig, at ieg blev fød i dine skiønne Dale!
O g held hver Norges Søn, som haver samme Sind!
H v o føddes i dit Skiød, og var ej stolt deraf
Naar Fader viiste Søn, og Broder Broder viiste:
See hist St. Olufs H ø j, see Tampeskiælvers G rav,
H vis Drifter Snorre saas af gamle Runer vriste.
Da var det Lyst at see, at føle og fornemme
M o d gløde i m in K ind og stige i m in Barm.
« O ! Norske Sangere! ophæver mandig Stemme
O g Syng om Norges H eld og Norske Heltes A rm ,
Saa var mit Ønske tit i første Ungdom s Dage,
O g naar ieg siden saae i Bruuns den høje Sang
Stolt Tampeskiælver staae og Harald foredrage
Sit Lands, sit Folkes Ret og sine Brødres Trang,
O g tale mandig stolt — som Frie og Norske tale
O g selv paa Gravens Bred at sørge sørge for sit Land:
Jeg tænkte: Ham ske Tak, som Einar vilde male,
O g ham ske dobbelt Tak, han baade vil og kan.
O g naar ieg ^Valborgs Graad i Frimans To n e r kiendte,
O g hørte Axels Suk — ieg følte mig med Fryd
Som Frimans Landsmand - O g da højt mit Hierte brændte
A f Lyst til saadan Sang og slige Toners Lyd —
Ja H e ld mit elskte Land! det avler Kampens Sønner,
Det avler Skialdre, som i stolt og evigt Q vad
Ophøje deres Roes, og deres M od belønner.
Ja Norge Døtre har, som synge dets Daad —
Øm t skal Heltindens Sorg, og Elskerindens Smerte
Ved Castberg lyde frem i kiælent Heltebrev.
O v id sang egen Sorg af fulde A an d og Hierte;
H u n skriver fremmed Q val, som hun sin egen skrev
H u n er vort Selskabs Lem, hun var vort Selskabs Glæde,
Bortreven fra vort Bryst, hun er os evig kiær;
N o k G ru n d for mig i Dag mit Norges Vel at qvæde;
T h i er det ikke Held, at hun dets Dotter er.
Væ r Castberg! Norges Roes, som du er vores Æ re!
20