FraDetNorskeSelskabesKreds

1778. Han staar ikke opført under arveprinsens hof*

etat, eller paa nogen av kamrenes embedslister, saa det

har muligens været en privat charge han har indehat.

Sikkert maa det vel være, at han sammen med én av

Wessels brødre drog til Fyen som landmaaler — «en

landmaaler er jeg — af den profession, som man assb

stent monne kalde, — i liflige Fyen, der er min station

— — der reiser jeg hen med Caspar min ven». Men

hans bestalling er likesaa sporløst forsvundet som et*

hvert andet tegn paa Johan Vibes borgerlige tilværelse.

I Det norske Selskab, der var han livet og sjælen.

Han stod under madam Juels særlige varetægt, hun

pleiet ham i hele hans sygdomstid. Wessel var selska*

pets stolthet, Claus Fasting, som forøvrig allerede 1777

drog hjem til Norge, var dets æsthetiske samvittjghet

— men Vibe var alles yndling.

Han var slagfærdig — men godmodigere end bro*

ren Joachim V., og het derfor «den skikkelige Vibe».

Et «daarligt digt fra Vibes pen» — det var som be=

kjendt noget man «aldrig saa». Der er en Wesselsk

fut og fynd i de impromptuer, han har git efterverdenen

— hvem husker ikke de linjer om ham selv : «Personen

er fød udi Norge, var saare genegen til syndefuldt Liv

— var heller ei fri for at borge. Paa Andres han drak —

hans Stads var en Frak — Hans Roes: han var fød udi

Norge».

I hans længere digte, som verseprotokollen har en

del av, skorter der dog ofte paa pointer. Hans vid

var epigrammatisk — og mundtlig — og hans persons

charme fløt ikke over i alle hans frembringelser, som tib

fældet var med Wessel.

Prisdigt.

Bestandighed! du sieldne Gave,

Som alle rose sig at have,

D u dydigt Venskabs ædle F ry d !

D u , med hvis N a vn saa ofte spøges,

D u , som omsonst hos Piger søges,

D u er i Elskov blot en Lyd.

I Elskere! hvis ømme Elierter

Ernærer, ynder Eders Smerter,