39 / 179
29
Skal hans elskte Muse klage,
H u n skal Vibes Væ rd afmale,
Krandsen om hans U rn e slynge,
Norske Skialdre! op at qvæde,
Sætter den i Rygtets Tempel,
T h i hans muntre Sang om Glæde.
Bar Naturens sieldne Stempel.
Unge, kiælne norske Piger,
Planter om hans G rav Cypresser,
O g med ømme T.aarer siger:
Blomstre, som hans Navn, Cypresser.
Zetlitz.
Tanker ved Johan Vibes Død.
Skal i m in Eenlighed ieg dig, min Ven! begræde?
Kan ved din Hvile*Høj jeg ej beklage m ig?
Kan mine Taarer ej din kiære Aske væde?
I Guders høje Sprog jeg kan ej ære dig.
Jeg bad: O Gratier! O Nordens Sanggudinde!
H ielp mig at rejse ham et varigt Ærem inde!
Men, ach! de sukkende mig dette Giensvar gav:
\ i føle kun vort Tab, og iile til hans Grav.
Rein.
Efter hans død er det ute med Det norske Selskabs
glansperiode. Med Wessel gaar det ogsaa ned ad bakke,
der klages over at «han dølger det pund naturen ham
gav». Han sætter næsten aldrig sine ben i klubben;
i den trykte digtsamling selskapet utgav 1783, findes
intet fra hans haand, og i versprotokollen kommer han
med en spinkel svanesang til «luftmaskinen». Det var
Kjøbenhavns første ballon, som gik under en saa moderne
betegnelse.
Da. selskapets indre liv holdt paa at sygne hen,
prøvet man paa at stive det av ved at forfatte nogen
love, som utkom paa tryk. Der er meget høitidelige
bestemmelser om optagelse i klubben. Vi vet at Rahbeks
indlemmelse gik fuldstændig formløst for sig — der
fandt slet ingen indvotering sted, som lovene dikterer
og vi kan derav slutte os til hvor strengt de andre regler
blev overholdt. De tre direktører
Joachim Vibe var en
av dem — sekretær, kasserer, bibliotekar, har vel ikke tat sig
sit arbeide for tungt, og hvorfra skulde en arm student ta de
6 rigsdaler aarlig til kontingent? De seks aarlige generals