40 / 179
30
forsamlinger har kanske været trommet sammen, og man
har sagtens møtt trofast op til «samling» hver torsdag
kl. 5. Men seiskapsbrødrene fyldte ogsaa lokalet tid=
ligere paa dagen — mot almindelig klubskik
det har
vi Rahbek til vidne paa. Der skulde føres fire slags
protokoller, og deres skjæbne er endnu usikrere end
versprotokollens. Der forlyder noget om at hele seh
skapets arkiv skal være gaat tilbunds med et norsk skib
1813? Lyder Sagen fortæller om «en tavle, prydet med
selskabets magna nomina», som det næste slegtled be*
tragtet i dyp ærbødighet — «og læste navnene atter og
atter» med stolthet paa nationens vegne.
Lovene bestod — men norskheten gik sin vei, og
dermed var selskapets rolle utspillet. Versprotokollen
oversvømmes av dansken Thomas Bruuns smagløse frem#
bringelser, og Rahbek utfoldet her sit «egentlige» talent,
visedigtningen. Ja han endte med at bli selskapets for^
mand, endda han 1790 var indtraadt i de høie profes*
sorers kreds ved Kjøbenhavns universitet. Men han
var ikke den som hadde for megen værdighet, eller lagde
baand paa nogen.
Han sluttet sig varmt til nordmændene Jonas Rein
— der forbedret sine chancer som embedsansøker ved at
føie den «store filologicum» til sin attestats — og Zetlitz,
der igjen var dukket op, dennegang for at faa sin teo*
logiske eksamen. Deres forsøk paa at oplive de gamle
traditioner blev mat som alle gjentagelser.
Men det
var ikke fordi Zetlitz manglet humør. Det ser man
bedst av hans «samtale i de dødes rige» mellem madam
juels to mænd pastor Begtrup og vinhandleren, samt
Jonas Wessel, digterens bror, der maa ha været hendes
megét varme beundrer.
Gesprache in Reiche der Todten
svischen
Weiland H e rr Begtrup
Einstmal Prediger in Juthland
und
Weiland H e rr Ju u l
Einst Weingesapper, lestens aber
W irth des Norvegisches Geselschafts
Zum Kopenhagen
und