42 / 179
32
Jliu l
Klæd som en kiøbenhavnsk Stads — Lieutenant bladende i en Protocol fuld af
Regninger — Puffen, [En Skjøge] en meget pyntet Genius, men som stedse seer sig
om til alle Siider af Frygt for Rettens Betiente, gaaer bag ham og med allehaande
latterlige Pantominer giver tilkiende, at den beleer hans. Regninger
10 Flasker gammelt 011
7 Ugers Smør og Brød
2 Ugers Drammer 3 om Dagen
5 Dalers Boller Punsch
— Tilsammen — Bitterdøe!
Ifald jeg døer engang, der neppe biir et Lagen,
H v o ri at svøbe mig — men faaer jeg Compagnie
Jeg gir hver Borgermand, som kan betale, frie —
Han gaaer grundende henimod Begtrup, som sider i en tragisk Attitude med
Haanden under Kindet og Øjnene stift heftede til Jorden — Puffen forskrækket over
Hr. Begtrups Sufficience, skiuler sig bag en Myrte — Og Begtrup, som vækkes der*
ved, at Juuls Taae, medens han endnu er en halv Favn fra ham, rører hans Fod,
seer op og med kiendelige Træk af Skræk, blandet med Forbauselse, raaber,
Begtrup
A h , H imm e l! En Pygmæe med en gigantisk Fod!
Ju u l
Jeg veed, at skal jeg hen i nogen Urtebod
A t kiøbe Sukker, Rum, Citroner og hvad meere,
Saa maae jeg Penge strax levere.
Begtrup
/¡afsides:/ H a n raser /: h ø y t:/ H ø r m in Ven, veed han vel h vor
han er
O g at fra Arrilds T id ej Punsch blev lavet her —
Nej tørt er dette Land — En usel vornet Jyde
H ve r Aften i sin Kroe han Finkel Jochum nyde
Men her er ingen T in g —
Ju u l
Ja faaer jeg Compagnie,
H v e r Borgermand, som kan betale, gir jeg frie.
Begtrup
Saa narrisk som hans Vext, saa narrisk er hans Sprog
Jeg vil gaae bort
— Han rejser sig, men snubler over Juuls Fod og raaber:
forbandet lange Taae!
— staaer hurtig op og vil løbe, men standses af —
Ju u l /:
som siger :
Nej, N e j! D u maae ej gaae!
Først lad mig see i denne Bog,
H v o r stor din Regning er.