48 / 179
38
Fra nu av hører vi av gjennemreisende nordmænd,
at «Det norske Selskab» er aldeles i forfald, deres tredje
samling poesier (1793) er det sidste livstegn.
Vi ser
av et brev til Rahbek fra «Søren latiner», der nu er
rektor i Trondhjem, hvor litet de tilfredsstiller
en
gammel selskapsbroder.
Trondhiem d. 15 Martii 1794.
Hvordan ? blive Genierne færre ? Svækkes Lysten ?
Døer Patriotismen? Mens meminisse horret. Jeg beder,
Medbrødre! for Mejers hellige Navns Skyld, lad saa*
dant ikke høres. Men Pram, der kan skrive saa mange
Vers, han vil, og skrive dem alle gode, undtagen de
riimfrie, han synes at være tabt for Selskabet; og af to
saa store Digtere, som N. Brun og Th. Brun ejer
Selskabet ikke en Linie. Jeg skal dog see, om jeg ikke
af den første kan udpresse en Elegie over Mejer.
D. V. er nu den eneste, der med Iver tager Dem af
Selskabet, og denne Iver skylte vi Udgaven af det
sidste Stykke, enfin jeg selv nok : in te vivimus, more*
mur et sumus. Behag ved Leylighed, at opsende 24
Exempl., som jeg skal paatage mig her at afsætte. —
Modtag nu min inderlige Hilsen, og skienk mig for
Eftertiden Deres Venskab.
Naar jeg nu tænker efter,
hvorledes jeg har skrevet dette Brev, saa falder jeg i
Forundring over mig selv, at jeg saa uden Façon skrb
ver til en fremmed, og det endda en saa berømt Mand.
D og jeg forundrer mig ikke saa meget, som jeg glæder
mig derved.
Thi denne Frihed er en af de herlige
Frugter, som communia studia skienker sine Dyrkere.
Mon en læg Mand har nogentid skrevet til en anden
ustuderet med saa lidt Forlegenhed, eller mon en laicus
kiender og tør benytte sig af Voltaires gyldne Ord :
il ne faut point de cérémonies entre les confrères.
»S.
Monrad.
P. S. Det er vel best, at Autor til Fabelen bliver
ubekiendt. Man kunde skrive ovenfor : indsendt fra
Trondhiem.