38 / 179
Skaal for den Skiønhed, som Muserne ærer!
Skaal for hvert Hierte, som Kiæ rlighed nærer!
Skaal for hver Elsker, som Taushed bevarer!
O g mod Bagtalelse Kiønnet forsvarer!
Skaal for hver Kone og Enke og Møe,
Som ej tillader sin Elsker at døe!
Skaal for hvert Hierte ej Falskhed forgifted!
Skaal for Vort Selskab, som Munterhed stifted!
De som ere glade blandt Selskabets Lemmer,
Synger med mig og det Ønske istemmer:
G id at vi ofte til fælles Behag
Maatte opleve saa lystig en Dag.
Johan Vibe.
Selskabs Sang.
G id vort Venskab evig vare,
G id vort Selskab maae bestaae
Indtil Normæ nd frygte Fare,
O g tør ej mod Sværdet gaae,
Da den sidste N at før Dommedag
Synge Norske Brødre som i dag —
G id vort Venskab evig vare,
G id vort Selskab maae bestaae!
Johan Vibe.
Hans død fremkaldte følte sørgedigte i versprotokollen.
Fra Helsingør sendte Niels Treschow nogen linjer paa latin.
— «Sørg, I muser og gratier. Her hviler Johan Vibe.
Du vandringsmand, som kommer hid, spar ikke dine
taarer og blomster. Mindet om hans aand vil ingen?
sinde forgaa.»
Tanker over Johan V ibes Død.
Den som af Naturens Hænder
Fik et ømt og ædelt Hierte,
Som for Brødres Glæde brænder,
Følsom deeler deres Smerte,
Som ved yndte Thejers [?] Strenge
H ø jt sig over Mængden hæver,
Han skal hædres, mens han lever
O g hans Rygte blomstre længe:
N aar han døer, skal Venner græde,
Landsmænd om hans U rn e klage,
T il hans Roes skal Muser qvæde
Om hans alt for korte Dage.
End i Norges kolde Dale