32 / 179
22
A f ingen VellyshStraale smeltes,
M en først, naar alting sammenæltes
D e n til sit Udspring hæves op.
G id Nordens Skialdre altid blive
Forstaaelig i hvad de skrive
O g gaae Naturens jevne Vej,
T h i Muserne vil altid høres,
O g Nordens Sønner de vil røres,
M en Svulst og Streger rører ej. —
V i ære Skiønhed og tilbede
De Hænder, vore Lænker smeede;
Men dette Ønske høres dog!
G id aldrig Nordens smukke Piger
Maae lære Nordens Sønner Smiger
O g at forglemme Hiertets Sprog.
I muntre Ungdoms blide Dage
V i drikke Viinen for at smage
Det unge Livs Lyksalighed.
Naar Alders Snee paa Issen falder,
V i lætte denne tunge A ld e r
Med D rik og Sang og Kierlighed.
M en Maade vore Brødre pryde
T il Lyst og Munterhed at nyde
V o r V iin , veyledet af denne B ø n :
G id Nordens Handel troelig fremmes,
G id Bondens sure Sveed ej glemmes,
Hans Frihed er hans Arbejds Løn.
G id Nordens Helte tappre være,
Det er: de stride, vinde Ære,
O g trygge Folk. og Stat og Land,
Saa skal i Krønnikerne skrives
Med gyldne C iffre : Landet trives
O g grønnes under Christian.
Zetlitz.
—
Men pengenøden, som var en stadig gjest i Det
norske Selskab, tvang Zetlitz allerede efter et aars forløp
til at reise hjem og bli huslærer i Drammen.
Et større tap for selskapet var det dog, at Johan
Vibe døde (1782). Han var sekretær i selskapet —
og blev utnævnt til «kammerisecretair» — ifølge hans
egen underskrift hos arveprins Frederik — i oktober