27 / 179
17
Længe vor Christian
Ziire dit Land!
Mildeste Fyrste! du
Sønner tillader
Frihed! thi Slaver, du
Elske ej kan.
D u vore Ønsker saae
Walter at ynde,
O g strax med naadig Haand
Løste det Baand,
Som tæmte vor Attraae.
A lle sig skynde,
Som Kongens Villie saae,
A t bruge Haand.
D u Caroline! bliv
Stedse vo r Glæde,
O g overtydet vær.
D u er os kiær;
Vort Ønske Biefald giv,
Blant os tilstæde
D u saa lyksalig bliv,
Som for os kiær.
B. P. . . . I
Der kom flere begeistrede Waltherdigte:
K un Feighed og Dumhed kan frygte
Talenter sin Roes at tilstaae;
Fortryllende W a lth e r! dit Rygte,
Trods A v in d ! skal evig bestaae:
Den glædende Drue lad strømme
I Glasset til fuldeste M a a l!
H ve r Musernes D yrker det tømme
Paa Walthers og Friehedens Skaal. —
Th ! ! !
Derimot er ikke, som almindelig antat, disse fire
strofer rettet til den feirede skuespillerinde — der snart
forlagde scenen til Stockholm.
D u skienktes os af Himmelen,
og fire Gratier der bleve,
der sildig blive tre igien;
til Nordens Z iir du længe leve.
Dette Wesselske vers findes paa sidste side i den
stambok som tilhørte Magdalene Sophie Castberg. Hun
2 — Fra Det norske Selskabs kreds.