23 / 179
13
havde meget mere at sige, slutte med en af vore be?
rømte Digtere :
Og hvorom alting er, saa gaaer jeg nu min Vej.
[Wessel: Kjærlighed uden Strømper].
Bredahl.
Denne tale er fra 7(Terne.
Skarpere er tonen i
Avant propos
eller
Til Læseren
(fra 1780).
Det er for de kiære Efterkommere, som man skriver
denne Efterretning; vore værende Brødre viide, hvor*
meget vi skylde Tydsken; de erkiende, at Monodramer,
Duodramer, den urimede Poesie og poetiske Streger,
strømme hid fra Germanien og æske Indfødsret tillige?
med den Tydske Andagt, som i Postiller, Communion?
bøger og Romaner klemmer Scandinaviens ømme Hierter;
ikke allene bleve vi nødte til at see igiennem Fingre
dermed, men vi maatte taale, at en Holberg og Tullin
bleve mønstrede og giorte latterlige af hiine Seraphiske
Skribentere og —, saa at sige, jagede i Landflygtighed til
vore Naboer. En Buli, fortalte man os, skrev vildt og
brugte ikke Filen nok, en Bruun var harmonisk og be?
hagede Øret meere end Sielen, han var en Normand
forudfattet af sit Lands Fordeele, og Einer Tampe?
skiælver var hans Brøde; Wessel kunde ikke behage
disse fine Herrer; hans Høvel hvormed han polerede
deres Smag, søgte de at undgaae, og at sætte en Streg
imellem deres Ord her og der faldt dem beqvemmere,
end at sætte en Streg tvers over heele Siden, og be?
gynde uophørlig paa en nye, kort, alt hvad som ikke
var Tydsk, var en Bagatelle lige indtil Voltaire, og siden
Tydsken begyndte dog at rose, hvad som var engelsk,
og imitere indtil Britanniens Capriser og Sottiser, saa
maatte vi følgeligen giøre det samme ; til Lykke for os
læste de engelske hverken vore eller vore Læremesteres
Skrifter. — En Prælat foreslog den Tiid, at afskaffe
gandske det danske Sprog, men der var dog saamegen
Patriotisme tilbage, at man misbilligede hans Forslag,
holdende det nok, at omklæde Sproget og Smagen paa