21 / 179
11
N o . 5.
I disse Riim,
Som ei Niels K liim (: a :)
har bedre giort
Jeg skriver fort (: b :)
at Lykken er
En Akkermær
M o d dig og mig
O g mig og dig
O g mod Enhver
A f os i sær
En Jesabel.
Forstaae mig vel!
( : a :) N i e l s K l i i m er ventelig, m in Læser allene bekiendt
som Keyser og Klokker, men ieg har m in Styrke i de under,
jordiske Oldsager at takke for, at jeg kan læse Vers i det
Potuanske Sprog ligesaa flydende som i det Persiske, og at ieg
deraf har lært, at han var en stor Poet og skrev Oder til Borger«
mesterens Erue, til Fædrenelandet. —
C b :) J e g s k r i v e r f o r t : H vem seer ikke, at ieg ligesaa
gierne kunne skrevet langsom: Kiendere indsee kun Skiønheden.
Currente calamo
har nok aldrig nogen levende Siæl bedre oversat.
A t «Forandring fryder», gjøres ogsaa til versopgave;
men mon O. G. Meyer satte pris paa at se sin store
stiftelsestale omsat til Wessels digt «A t gavne og fornøje»?
Det var ingen himmelstræbende aand i dette selskab
— men man tillot sig at gjøre Ewalds serafiske penne«
flugt latterlig. Bredahl ender slik sin tale «Om Kri«
tiken»:
«Men det er Tid at vende mig til Eder, ærværdige
Medlemmer af det nye stiftede Norske literaire Selskab.
Jeg befrygter allerede at have misbrugt eders Taalmo«
d ig h e d ........................; men jeg synes at læse min Forla«
delse i eders Øyne; ja jeg haaber den saa meget
vissere, da Venskab og Enighed ere de tvende stærke
Baand, der sammenknytte dette Selskab, og, som trods
Cabaler og Partiegeisten længe skal holde det ved lige.
Saa lidet, som det var vort Forsæt, ved at indgaae
dette Samfund, og forene vore Evner, at vinde Jour«
nalisters og Kunstdommeres Biefald, ligesaa lidet æng«
stes vi for Critikens Andfald paa hvad Arbejde vi