Jeg erfoer nu at det var Epigrammer over Holger
Danske [Baggesens tyske operatekst, som vakte megen
national harme] . . og blev da Holger Danske mig fore*
læst og tillige paa behørige Steder de tilhørende Epi*
grammer meddeelte. Dette skeede under Drik, Spøg og
Latter; Lysten at giøre Epigrammer smittede naturlig*
viis ogsaa mig. A lt som man lo og læste og drak —
dog kun den ene Flaske — kom man meer i Aande,
eet Ord tog det andet, man lagde paa Krig Papirstum*
per hen til hinanden, og inden vi vidste et Ord deraf,
havde vi en halv Snees Stykker færdige; nu kom, til
Ulykke, N o 11 til; det blev paalagt mig at levere Dusi*
net fuldt. — . . . Hvor de beskrevne Lapper blev af,
bekymrede ingen af os sig om, . . . — med eet erfoer
jeg at der i Aftenposten fandtes syv af bemeldte Epi*
grammer, hvoriblandt fem af mine . . . Jeg har aldrig
kunnet komme paa fierneste Spor af, hvorledes de kom
Udgiveren ihænde . . . .»
Sikkert er det, at de versprotokoller, som i tidernes
løp er blit utgit for egte, er alle en samling av tredje*
fjerdehaands avskrifter. Men som de er, bidrager de
allikevel sit til at gi de avblekede traditioner farve.1
Den tone som vi her faar et ekko av, har
sin
lystig*
het, sommetider for grov til at more os, sommetider for
naiv, ofte for klodset — men der biir dog sittende igjen
noget av det humør som VPessels klik raadet over.
Skulde ikke en studenterklub begynde og slutte med
et prise Bacchus og Eros? «A t tænke, tale frit, sin
\e d de nedenstaaende citater er to forskj ellige avskrifter
benyttet.
Den ene har Wesselbiografen Levin skrevet av efter
et eksemplar, der skal findes i Det norske selskab i Kristiania.
Det andet har x flere menneskealdre været i den danske familie
Boyes eie og tilhører nu det kongelige bibliothek i Kjøben*
havn. Skjønt den er forsynet med selskabets segl og er «auto*
riseret som det Norske litteraire Selskabs Vers Protocoll, af
undertegnede som
p.
t. Directeurer fungerende Barth og We’jde*
-T1j nn T
.
1800», saa er teksterne ikke meget bedre end
i en Levinske avskrift, der ogsaa er det kgl. bibliotheks eiendom.
Den «autoriserede protokol» ender ved aarhundredeskiftet mens
den anden følger med ut aaret 1804, da P ile n -P a le n faar sin
avskedsvise. I Bergens museum er der en avskrift, som bare har
medtat omtrent det halve antal vers.