166 / 179
156
os ud. — Jeg veed selv hvad slige Tab betyder; en
22 Aar gammel Datter, en from, forstandig, englelig
Pige, tog Døden af min Favn da jeg glædede mig til
at lede hende frem til Brudeskammelen. Graven blev
hendes Brudeseng, og mit Humeur blev lagt i Graven
med hende. Men Tiden — det mærker jeg dog — har
med sin lægende Haand mildnet meget det usigeligt
Smertende i mit dybe Hjertesaar — den vil ogsaa
mildne Deres ubeskrivelige Smerte, høiagtede Veninde!
Min Datter vilde saa gjerne sige sin Faders trofaste
Ven, Deres Broder Carl Heger, hvormeget jeg holder
af ham, hvor ofte hun har hørt mig med Taknemmelighed
tale om ham — baade for min og for hendes Skyld vil
jeg bede Dem unde hende den Glæde at see ham og
tale med ham.
Om Deres og mine merkantile Boganliggender vil
jeg ved en anden Ledighed melde Dem det Fornødne.
Tillad min Datter, højagtede Veninde! paa mine
Vegne stundom at bevidne Dem den Høiagtelse og
Hengivenhed, hvormed jeg er
Deres
Sagen.
Bergen den
6
te Mai 1845.
Gamle, inderlig kjære Ven!
Uagtet jeg ikke er saa lykkelig at have hørt noget
directe fra Dem, veed jeg dog at De har levet vel og
fornøiet siden vi sidst saaes, og at Muserne have be?
søgt Dem midt i Parises Tummel. En saa ædel og rig
Aand ældes ikke, en saadan Musernes Yndling skjænke
disse en evig Ungdom.
Anledningen til disse Linier, er at anbefale til Deres
Bevaagenhed en af mine fordums Disciple, Sognepræst
Thomas Erichsen, en Dattersøn af Nordahl Brun; blot
at see Dem, endsige at tale med Dem, vilde være ham
en stor Glæde. — Deres Digte vare ham allerede i hans
Skolegang kjære fremfor Alle. — Deres «Roskilde Dom*
kirke», som stod i min Læsebog, vakte Lyst hos ham
som Barn at see Sjælland og denne Kirke.
Min Søn og mine Døttre hilse Dem venligst, lige?