165 / 179
155
Stud: juris Bøgh, Broder til den Veninde, hun opholder
sig hos i Kjøbenhavn. Om hun end ikke selv havde
anmodet mig om et Par Linier til den Digter, hvis
Værker har skjænket hende og hendes Søstre, ja vort
hele Huus saa mange behagelige Timer: saa havde jeg
naturligviis af mig selv undet hende den Glæde at see
ham og hans elskelige Hustru. Skulde Nogen af Deres,
kjære Ven! komme til Bergen, skal det være mig en
Glæde at bidrage til at giøre dem Opholdet her behage*
ligt. Min berømte Landsmand Prof: Dahl gjorde mig
forrige Sommer den Ære og Glæde at opholde sig i
mit Huus i 3 Maaneder. De seer deraf, at jeg har
Rum for en Ven (Vennerum er altid stort nok) i mit
Huus, om De selv skulde faa i Sinde at besøge Bergen,
— det herlige Bergen, som De i gamle Dage fandt
Deres Fornøielse i at nedrive, fordi jeg hævede det til
Skyerne.
Men at skrive Dem til og ei med det samme tale
et Par Ord med Deres Kone, gaaer ikke an. Hun og
jeg er det jo egentlig, som corresponderer sammen.
End om vi havde Hemmeligheder sammen; — end om
jeg bagtalte Dem,
som saa sjelden skriver
mig til! —
vend derfor ikke Bladet — den følgende Side er be*
stemt for Deres Kone.
Med Høiagtelse og Hengivenhed
Deres
Sagen.
Høistærede Fru Professorinde!
A f foranstaaende seer De den egentlige Anledning
til at jeg denne Gang tillader mig at skrive et Par Ord
til
Dem og Oehlenschlåger. Eninderlig kjær og jeg
tør lægge til, fordi De selv som lykkelig Moder vil
undskylde min Forliebelse, en elskelig Datter, som i
kort Tid opholder sig i Kjøbenhavn, ønskede jeg maatte
gjøre Deres Bekjendtskab. — Lykkelig Moder, sagde jeg
om Dem, — og det randt mig i Hu at De nylig har
havt den Hjertesorg at miste en talentfuld, elskværdig,
Datter — men saa har De dog en Gang været saare
lykkelig — og fra Erindringens Paradiis kan intet jage