71 / 179
6 1
lien, om Madame Kierstein eller tale om Veyret. Seer
du, Moer, saaledes maa man viide at aagre med sit
Pund, og det bæres mig for, at Hr. Hiort Stuvitz vil
smørre i Eder adskilligt saadant.
Som Byesnak sladdrer dog rigtig nu den eene Klubs
giest i Øret paa den anden, at Kronprinsen skal seyle
til et Stæd i Østersøen, hvor han skal finde Keyseren
af Rusland og Kongen af Preusen. Men om der er
noget i eller hvorfra man har det, maa Gud viide.
Sker dette, saa har dog vor gode Prins ingen Griffens
feldt med sig, som i saadan Leeg vilde været ubetalelig.
Den 9de spiiser jeg hos Hauch ventelig siste Gang.
Imorgen med Perbøls til Lyngbye til Admiralinde
Schultz. Med denne Post har jeg skrevet til Frue
Lysholm. Kort sagt, skrive maae jeg, kor de gaaer.
Og nu M o e r! Har du ogsaa her et Brev, som siger 6.
Glæd dig selv og dine dermed. Gud samle os glade,
det ønsker din til dig iilende Mand.
Kiøbenhavn den 9de Junij 1804.
J. N. Brun.
Venskapet mellem Brun og Zetlitz bevarte sin ins
derlighet fra menneske til menneske, og sin beundring
fra digter til digter. I sin store biografi av Brun
(Lahdes Portraiter med biografiske Oplysninger) faar
Zetlitz anledning til at «indgrave sit navn paa fodstyks
ket af Bruns monument.» «D e er utallige, og mig
evig uforglemmelige de Prøver, han gav mig paa Gods
dædighed, Yndest og — det som i sær maatte smigre
den af hans Talenter saa berusede Yngling — Fortroes
lighed.»
Hvor og naar Brun kunde komme til, trækker han
den yngre ven frem og fremhæver ham som taler og
digter.
I den skjønne gravsang til hans mor «Tanker ved
en Moders D ød » heder det «Min Sang har Vidner
nok, men Vidner uden Sang. Hvi var du ikke nu,
min Zetlitz, her tilstæde, Som kunde see hvor skiønt
oprømte Hierter græde, og tage Harpen frem, paa
hvilken Floret hang, og stemme Strængeleeg til Sorg