72 / 179
6 2
h ø y t id e lig ..................See dette, min Zetlitz, var en vær?
dig Sang for dig.»
Sin tale ved Fastings grav — «Fastings æreminde»
dedicerer Brun til «min elskelige7Zetlitz. Jeg tilegner
Dem denne Tale, og giør det ikke omsonst. De bli?
ver vist, om De ikke er det allerede, een af vore
allerbedste Talere i den geistlige Orden.»
Fra 1780, da Zetlitz første gang drog til Kjøben?
havn, begyndte de at korrespondere. «Jeg gjemmer alle
hans Breve,» siger Zetlitz, «de ville for enhver anden
være en interessant Læsning, de have for mig den
allerhøieste Interesse. Jeg var formedelst dem stedse
ligesom omkring ham. Han betroede mig alt, hvad der
mødte ham, og hans Bemærkninger derover; derved
blev jeg i Stand til at bemærke ham, følge ham Skridt
for Skridt, aldrig tabe ham af Syne, og stedse see ham
fra den rette Synspunct.»
Vi bringer her ett av disse breve.Zetlitz er
som
prest til Vigedal i Bergens stift blit Bruns underord?
nede, hans digterlys holder paa at slukke, men Bruns
venskap lykkes det ham ikke at forskusle — skjønt
han sætter sin biskops taalmodighet paa sterke prøver.
Bergen 16de Febr. 1807. [Norske Riksarkiv].
Min Jens Zetlitz.
Naar man vil skrive til en Ven af Aand, som lever
i en Ecclesia oppressa, bør man selv i det mindste
være, hvad Tydsken kalder det Wohl auf. — Holder
han af os og vi sende ham vore smaa Febre eller
Qvalmer eller Benauelser, saa giør den frydende (? ) det
til dødelige Sygdomme og bæver hver Post iMøde. Thi
faaer Z. nu først Brev fra B. B. Prækte 1ste Juledag
ret vakkert i Domkirken, var frisk Fyr og begyndte alt
at undfange til Fastelavns Mandag. Han begynder at
hoste, det er hos ham Obstruction, thi driver han gierne
Hosten Bagporten ud ved Latværge eller noget deslige.
Men nu kommer U lykken : Naar en 62?aarig B. gaaer
ud fra sin gamle Rulle og vil spille en ganske nye. —
Han har som De veed udøvet Oeconomie altiid, men