276 / 725
258
Olaf Olsen
ingen plads til gisninger om ophavsmandens eller -mæn-
denes identitet.
Derimod er det nok muligt med nogenlunde sikkerhed
at fastslå, hvorfra ideen hentedes. Allerede i 1552 var
der i Bridewell Palace i London på byrådets initiativ
oprettet et tugthus for “the sturdy vagabond or idle per
son”, i praksis dog nok så meget for uforsørgede og
vanartede børn.1 Eksperimentet lykkedes, og i andre en
gelske byer anlagdes tilsvarende “Houses of Correction”.
1576 krævedes det ved lov, at hvert county skulle have
sit Bridewell, og i de følgende år skød tugthuse op over
hele England. Mange af anstalterne levede dog kun få år,
og 1610 måtte loven af 1576 gentages, fordi tugthusene
var “put down in most part of England, the more pity”.
De engelske tugthuse blev administreret lokalt og arbej
dede for private, som oftest købmænd, der indleverede
råvarerne, hovedsageligt uld, til forarbejdning. De skulle
økonomisk hvile i sig selv, og forholdene var derfor
yderst spartanske. Kosten var den enklest mulige — ofte
blot vand og brød — og sattes efter arbejdsydelse. Til
gengæld uddeltes der rigeligt af pisken. Intet under, at
løsgængerne nærede en panisk skræk for tugthusene og
efter sigende langt hellere ville indsættes i ordinære
fængsler for kriminelle forbrydere. Stærkt formildende
var det dog, at indespærringen kun sjældent var af læn
gere varighed end nogle uger.2
Først i slutningen af det 16. århundrede nåede tugt
husene til kontinentet, vistnok hjulpet over kanalen af
hjemvendende nederlandske håndværkere, der som flygt
ninge i England havde set den nye institution i funktion.
I 1595 oprettede bystyret i Amsterdam et „tuchthuis“
for mænd, også kaldet „rasphuis", fordi en af fangernes
hovedbeskæftigelser var raspning af en særlig træsort
til farveribrug. To år senere anlagdes et tilsvarende
„spinhuis" for piger og kvinder.3 Anstalterne blev ud