281 / 725
Christian IV’s tugt- og børnehus
263
måtte den verdslige magt gribe regulerende ind på et
felt, der hidtil havde været kirkens eget. Den kirkelige
fattigforsorgs sammenbrud ved reformationen forvær
rede forholdene yderligere.
Den efterreformatoriske fattiglovgivning, der inde
holdes i de københavnske recesser 1536 og 1537, kirke-
ordinansen 1539 og koldingske reces 1558, og som i alt
væsentligt bygger på Kristiern I I ’s love, delte betlerne
i to grupper: de værdigt trængende, d. v. s. syge, gamle
og invalider, hvis retfærdige krav om almisse burde nyde
myndighedernes støtte, og de uværdige, løsgængere og
asociale, der ikke skulle hjælpes, men tvinges til ved
hæderligt arbejde at forsørge sig selv.
Fattiglovgivningens principper var sunde, over for de
„rette almisselemmer“ tillige humane og omsorgsfulde.
Men bestemmelserne var for omstændelige og stillede
krav, som en uudviklet administration og en befolkning,
der var vant til snarere at overtræde end at overholde
statspåbud, umuligt kunne honorere. Trods alle strenge
forbud var der næsten altid en bid brød og natteleje til
landevejenes farende folk.
Om end befolkningens holdning bidrog til at svække
kampen mod løsgængerne, så er det dog den omstøbning
af samfundet, der fulgte i prisrevolutionens kølvand, der
må bære hovedansvaret for den voldsomme tilgang til de
subsistensløses skarer, der fandt sted i sidste halvdel
af 16. og første halvdel af 17. århundrede. Under pres
af herregårdsbyggeriet og omlægningen til hovedgårds-
drift, der øgede hoveriet stærkt og reducerede bøndernes
jorder, desuden ramt af misvækstårenes katastrofer og
lokket af den opgangsperiode, som byerne var inde i,
søgte mange fra landet ind til købstæderne. Det hændte
endda ikke sjældent, at fattige bønder, knuget af armod
og hoveri, brændte deres huse af, „på det at de deraf