332 / 725
314
Olaf Olsen
dene. Men det siges ikke i forordningen, hvor lang selve
læretiden var. Fyrsten af Anhalt noterer imidlertid fra
sit besøg i tugthuset 1623, at medens drengene var 7 år
derinde, nøjedes pigerne med 6 år.153Det er således sand
synligt, at de kvindelige håndværk kun havde 3 års lære
tid. Herfor taler også, at der i regnskaberne ofte optræ
der „syvårsdrenge4*, der skal løslades, men aldrig „syv
årspiger". For pigerne gjaldt ydermere den bestem
melse, at de kunne slippe før tiden, såfremt nogen begæ
rede dem til ægte. De kunne også gifte sig med børnehus
svende, men måtte da — så vidt det kan ses — blive
i børnehuset, indtil deres gemal løslodes eller „udfor-
lovedes", som det hed. Denne ægteskabsret synes dog
mærkeligt nok ikke at være udnyttet i større omfang.
Regnskaberne omtaler ialt kun tre tilfælde af giftermål.
Efter løsladelsen var lemmerne forpligtet til umiddel
bart at give sig i tjeneste hos en mester eller selv at
nedsætte sig, at holde sig fra drukkenskab og lediggang,
og til at søge kirke mindst en gang hver søndag, „med
mindre han igen i børnehuset vil indtages og der for
blive, indtil han kan vide sig selv at regere" (§ 4).
Børn, der ved indsættelsen ikke var så store, at de
kunne sættes til et håndværk, d. v. s. under 12 år, skulle
undervises af præsten og skolemesteren, tilsammen en
time om dagen. Derudover skulle de beskæftiges ved
uld- og bomuldspinding (§ 1). De mindste børn slap
dog helt for arbejde. Regnskabet 1640—41 omtaler så
ledes 6 små børn, der „kun skal gå i skole og intet
arbejde skal lave“. Der udleveredes ofte lædersko til små
børn, der gik i skole. Da lædersko normalt kun blev givet
til personer, der havde ærinder uden for tugthuset
(f. eks. ligbærerne), kunne det se ud, som om i hvert
fald en del af de smås skolegang er foregået ude i byen.
De egentlige børnehusbørn — håndværkslærlingene —
modtog også undervisning. Herfor sørgede anstaltens