336 / 725
318
Olaf Olsen
ligt. På tysk findes det tilsvarende ord „Klosterlein-
wand“,150 og det er sikkert heraf, den danske benævnelse
er udledt.
Det grove tugthusklæde, der den første tid spillede en
dominerende rolle i tugthusets produktion, var utvivl
somt en ringe, om end billig vare. Men ikke alt var lige
slet. Når kongen 1609 lod selveste Johannes v. Wick, en
tidlang kgl. contrafeier, levere 331 alen patroner på papir
til tapetmageren på Helliggejst tugthus til at væve
efter,160 tør det tages som et udtryk for, at tugthus-gobe-
linerne, der desværre er gået tabt, var en kvalitetsvare.
Af regnskaberne ses endvidere, at der fra børnehuset
leveredes en del tøj til den kongelige familie. Hoffet mod
tog ikke blot hverdagstøj, men også festklæder herfra.
Således skrev kongen i 1641 om nogle klæder, som prin
sesserne Christiane og Hedvig skulle have til at bære
ved et bryllup: „Var der noget smukt i børnehuset at
bekomme, da havde jeg det helst“.161 Selv fyrstelige per
soner kunne altså klædes standsmæssigt i børnehus-tøj.
Ingen af Rosenborgs mange kongelige dragter fra Chri
stian IV’s tid kan med sikkerhed henføres til tugthuset.162
En del stammer dog angiveligt fra det kongelige klæde
kammer og kan således udmærket hidrøre fra tugthus-
manufakturet. Heller ikke Nationalmuseets 2. afdeling
besidder noget stykke, der kan udpeges som værende fra
tugthuset. Københavns Bymuseum er ikke stort heldigere
stillet, men ejer dog en tøjplombe af bly med Christian
IV’s dobbeltkronede monogram på aversen. Denne
plombe må stamme fra et af tekstilmanufakturerne og
kan altså have hængt ved tugthusklæde.163
En gennemgang af de københavnske museer syntes
således at vise, at alle minder fra tugt- og børnehuset
enten var gået al kødets gang eller havde formummet sig
så godt, at de ikke lod sig identificere med blot nogen
lunde sikkerhed. Dog, helt så ilde står det ikke til. En