334 / 725
316
Olaf Olsen
Anstalten havde kun få faste funktionærer. I spidsen
stod tugthusfogden, der var ansvarlig over for en af
rentekammerets rentemestre. Desuden var der en forstan
derske for kvindernes tugthus og pigeafdelingen, en skri
ver og en skriverdreng, en portner, en kældersvend samt
præst og badskærer, fra ca. 1617 desuden en læge. Under
disse forhold kom børnenes opdragelse i alt væsentlig til
at påhvile håndværksmestrene. Af disse, der ofte var
indkaldte udenlandske — mest tyske og hollandske —
håndværkere, var der under normale forhold en snes
stykker.
De håndværk, der praktiseredes i børnehuset, var først
og fremmest knyttet til klædeproduktionen: der var uld-,
linned-, bomulds- og silkevævere, vantmager, overskærer,
possementmager, guldspinder m. v. Desuden var der
håndværk, der producerede med husets eget forbrug for
øje, såsom skræder, skomager, garver og nåleinager.
Sidstnævnte havde dog en ret betydelig „eksport". En
drejer tog sig af reparationer af væve og rokke. Ved alle
disse håndværk sattes drengebørn i lære.
Som tidligere nævnt beskæftigedes tugthuskvinderne
med uldspinding og mændene med alskens grovere ar
bejde, f. eks. hampebankning. For deres vedkommende
var der ikke tale om noget lærlingeforhold. Børnehus-
pigerne derimod, der enten kniplede, spandt bomuld eller
strikkede strømper, blev betragtede som lærlinge i deres
fag. Af inventarfortegnelserne fremgår det, at der ikke
blot spandtes i pigeafdelingen, men også på vævevinkler
ne, sikkert af de mindste drenge blandt lærlingene.
I mange retninger var det et pionerarbejde, 20’rnes
store tekstilmanufakturer og heraf især børnehuset ud
førte. Dette gælder også i produktionsteknisk henseende.
En lang række af de produkter, der fremstilledes i børne
huset, var aldrig før forfærdiget i Danmark, og for andre
produkter toges nye fremstillingsmetoder i brug. Således