DetKongeligeOpfostringhus

slutter sig paa en saa naturlig Maade til Religionsunder

visningen, at vi udtale en Sandhed, naar vi sige, at

man ved at indskrænke denne Undervisning, indskrænker

den aandelige Udvikling hos Børnene i Almueskolen.»

I disse træffende Udtalelser af Monrad er utvivlsomt

udtalt det rette. Religionsundervisningen falder natur

lig i Undervisning i Bibelhistorie og Lærebog, hvilket

dog ikke maa forstaaes saaledes, at disse staa løsrevne

fra hinanden, tværtimod danne de en organisk Enhed,

idet Bibelhistorien med dertil horende Bibellæsning dan

ner Grundlaget og er Udgangspunktet for Lærebogs-

undervisningen.

Tage vi først Bibelhistorieundervisningen , da maa

Fortællingerne fremstilles anskueligt for Barnet, Perso

nerne afmales levende, historiske og geografishe Forhold

meddeles; der vil blive rig Lejlighed til at anstille Sam

menligning mellem Jødefolket og de samtidige hedenske

Folkeslags Historie og Forhold; det vil blive nødvendigt

at meddele Børnene mange Haande Forhold hos Jøderne,

for at de kunne forstaa Lignelserne eller Omstændig

hederne ved en eller anden Begivenhed, og ved alt dette

er det nødvendigt at lægge Beslag paa Barnets Erkjen-

delse, ja man tør rolig tiltræde Monrads ovenfor udtalte

Anskuelse, at intet af Folkeskolens Fag giver rigere

Lejlighed til at øve Barnets Tænkning, navnlig dets

Abstraktionsevne end Religionsundervisningen. Bibel

historie er dog ikke blot almindelig Historie, den er frem

for alt hellig Historie, den er Historien om det gud

dommelige Forsyns Husholdning og frem for alt om den

menneskeblevne Guds Søn.

Hvad der i Bibelhistorien

skulde volde Vanskeligheder og gjøre den ubrugelig i

Folkeskolen som Undervisningsfag, er efter Fritænkernes

Mening Underet; dette skal være fornuftstridigt, altsaa

meningsløst, idet man gaar ud fra, at Naturlovene ere

evige, -virke i uafbrudt Følge som Aarsag og Virkning.