258 / 305
33
En hver Fortælling maa behandles som et Exempel,
hvoraf en god religiøs eller moralsk Lærdom kan
uddrages, og de omhandlede Personer fremhæves som
Forbilleder til Efterligning eller Advarsel. Paa denne
Maade vil Barnet faa Hovedsummen af Lærdommene
baade i Tros- og Sædelæren let og umærkelig ind.
Og saaledes komme vi da til det meget omstridte
Hovedpunkt Katekismusundervisningen, den, som jo
fornemmelig er Gjenstand for Angreb og betragtes
som Religionsundervisningens bete noire.
E r dette
nu ogsaa med Rette? Jeg tager ikke i Betænkning
ubetinget at svare Nej. J a hvis vi underviste i Kate
kismus saaledes, som det unægtelig før er sket, at
Børnene fik en mere eller mindre forstaaelig (maaske
rationalistisk) Lærebog at lære uden ad, som havde
et mere eller mindre forlorent Præg af Dogmatik, og
Lærebogsundervisningen stod som noget isoleret uden
Forbindelse med Bibelhistorien, og var Lærebogen til
med affattet i de bekjendte Spørgsmaal og Svar —
hvor ofte have vi ikke hørt det stadigt tilbagevendende:
Hvad er det — Svar, som om disse Ord hørte med
til Lærdommen — ja saa maatte Katekismen hellere
ud af Skolen i Dag end i Morgen; men saaledes under
vise vi aldeles ikke. Naar hertil kom den strængt
gjennemførte kateketiske Methode med sine Over- og
Underafdelinger af mere eller mindre forstaaelige
Spørgsmaal, saa skulde Undervisningen nok blive
kjedelig og død. Dog er den kateketiske Methode ikke
helt at forkaste, tvertimod kan god Katekisation baade
være vækkende, livlig og anskuelig, og den kan med
godt Udbytte benyttes til at forvisse sig om, at Børnene